Kommentar: »Så vent da for satan,« vrissede kongen. Man kunne tilføje: »Så bliv dog siddende«

Med alderen må man erkende, at det er stadig færre ting, kroppen gør helt af sig selv. I hvert fald ting, der er passende at nævne her. Det skete ikke desto mindre forleden aften på Aarhus Teater, straks efter tæppefald på en forrygende underholdende og morsom (hvilket er sjældent, selv om det er meningen) udgave af ”Sound of Music”.

Det var på alle måder en fornøjelse, også hvad der skete i kroppen: først spændte det let i lårregionen, og helt uden mislyde løftede bagdelen sig fra sædet foran Store Scene. Uden skyggen af gruppepres eller noget påtaget stod jeg midt i en stående applaus. Ikke fordi andre gjorde det, men fordi det bare føltes helt rigtigt og velfortjent. At en udsendt fra Politiken havde samme - skal vi bare kalde det ”upåvirket” kropsholdning og ansigtsudtryk, som da forestillingen begyndte, gjorde ikke fornøjelsen ved at rejse sig mindre.

Det stående bifald hører ikke længere til sjældenhederne og er ikke længere forbeholdt den ekstraordinære scenepræstation. Det er vel efterhånden blevet kutyme, at en teater- eller koncertsal rejser sig og klapper efter endt forestilling. Kulturinstitutionerne i Aarhus byder på meget godt, men exceptionelt enestående er det jo naturligvis ikke altid.

At det er slut med at reservere det stående bifald til det sublime må efterlade en del publikum i en kattepine. »Nej, jeg gør det altså ikke,« har jeg tit sagt til mig selv efter en siddende forestilling. Men så på den anden side: hvor meget ønsker man at udstille sig selv som en sær klaphat ved – som en af de få – at blive siddende midt i vrimlen af et vertikalt publikum.

Det må være direkte ydmygende for scenens fagfolk efter endt forestilling pr. automatik at skulle stå ansigt til ansigt med et stående, påtaget begejstret publikum. Skuespillere, musikere og dansere ved nok, hvornår noget er på, over eller under et niveau, der kalder på skamløs, stående ros.

Det kræver i det hele taget en kraftpræstation på scenen, hvis den skal overskygge evige kilder til irritation på sæderækkerne: Den værste er misbrugen af mobiltelefoner og det ufattelige, at folk har købt billet til en livebegivenhed, som de så vælger at opleve gennem mobilens kamera. Dertil følger (i tilfældig rækkefølge): slikpapir, småsnak, pludrende kommentarer, rituelle grynt og publikum, der rømmer sig overdrevet – om ikke andet for at overbevise sin ægtefælle om, at man skam holder sig vågen. Så hellere tage sig en blunder. Den salige sognepræst ved bl.a. Risskov Kirke og domkirken, Broder Wandahl, havde f.eks. intet imod, at hans ”publikum” tog sig en lur under gudstjenesten, for som han sagde: »Det kan man kun, hvis man er tryg«.

Det er ikke noget nyt, at sæderne er i forfald. I DR-udsendelsen ”Dronning Margrethe og teatrets magi” fortæller dronningen, hvordan hendes far, kong Frederik 9., blev irriteret, hvis folk begyndte at klappe, før scenetæppet var trukket helt ned på Gamle Scene.

»Så vent dog for satan,« vrissede han, ifølge dronningen, fra sit sæde i kongelogen.

Han blev selvsagt siddende. Det kunne vi andre lære noget af, for hvordan skal vi ellers hylde det, der er usædvanligt godt. Og det er det i øjeblikket på Store Scene.