Bente Hedegaard tilbage efter tre måneders orlov
Klar til at trække i arbejdstøjet igen og klar til en femte periode som folkevalgt.
Socialdemokratiets Bente Hedegaard vender tilbage til det politiske arbejde i kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune efter tre måneders orlov.
Det skriver Socialdemokratiet Norddjurs i en pressemeddelelse.
Det betyder også, at Bente Hedegaard er tilbage som næstformand for erhvervsudvalget og som medlem af børne- og ungdomsudvalget.
I perioden har henholdsvis Anders Stenumgaard Lind og Heidi Hass Madsen vikarieret.
»Vi er rigtig glade for at have Bente Hedegaard tilbage i gruppen igen. Med Bente tilbage har vi en erfaren, kompetent og flittig politikker i arbejdstøjet igen,« udtaler Lars Møller, gruppeformand for Socialdemokratiet.
Hovedpersonen selv glæder sig også til at vende tilbage.
»Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i det politiske arbejdstøj igen og tage fat i de vigtige opgaver med fornyet energi,« siger Bente Hedegaard.
Til kommunalvalget 18. november i år genopstiller Bente Hedegaard en ny periode i Norddjurs Kommunes kommunalbestyrelse.
Opnår hun genvalg vil det i så fald blive hendes femte periode i kommunalbestyrelsen.