Dopha var et hit på Glesborg Skole: Det sang hun - og eleverne
Sangeren Dopha på besøg på Glesborg Skole som led i landsdækkende projekt, der skal få sangglæden tilbage i folkeskolen.
Morgensangsmissionen er titlen på et initiativ, som er taget af kulturminister Jakob Engel-Schmidt, (M), efter et ønske fra Phillip Faber, der under coronanedlukningen fik sangen fra tv-skærmen og ud i de danske stuer.
Ideen er, at morgensangsmissionen skal skabe synlighed om morgensang, vise værdien af morgensang og skabe fællesskaber for børn og unge i skolealderen.
Som led i det er der samlet et morgensangskorps under ledelse af Phillip Faber. Morgensangskorpset består af 18 af vor tids dygtigste musikere, som skal få flere til at synge morgensang på grundskoler i hele landet. Hver musiker har forpligtet sig konkret til at synge morgensang på minimum fem grundskoler indtil skolernes sidste skoledag i 2025.
I alt er der afsat 10 millioner kroner til initiativet om morgensang, der består af en pulje, som grundskolerne kan søge, og af et morgensangskorps.
Dopha kom på besøg
Den chance lod man ikke gå fra sig på Glesborg Skole, hvor musiklærer Allan Aabenhuus skrev ansøgningen om at få besøg af et medlem af morgensangskorpset, hvor det er sangerne Shaka Loveless og Dopha, der dækker det østjyske område.
Selv om uret viste 12 fredag, da Dopha stod klar i gymnastiksalen foran et publikum på 130 børn fra 3.-8. klasse - og man dermed var et pænt stykke forbi morgentid - så lykkedes missionen til fulde. Eleverne var godt forberedt og havde øvet sange som ”Puff - den magiske drage”, ”Livstræet”, ”Lyse Nætter” og også mere aktuelt Andreas Odbjergs ”I morgen er der også en dag”. Og de havde såmænd også ønsket at høre Dopha synge en af sine egne sange, radiohittet ”The Game”.
Dopha var næsten på hjemmebane, for hun er vokset op i Randers-forstaden Romalt. Sofie Daugaard Andersen er hun døbt, men Dopha er hun blevet kaldt lige siden den tidlige barndom, og da hun skulle vælge et kunstnernavn, syntes hun, at Dopha lød fint, så det valgte hun.
Hun viste sig først frem på musikscenen i 2012, da hun var med i MGP med sangen ”En lille del af dig”, og har siden udgivet et album og en EP med egne sange - og lige nu komponerer hun sange til et nyt album.
Tre skoler fik besøg
Men fredag var der også tid til at besøge Djursland, hvor to skoler i Rønde og så Glesborg Skole var på turnéplanen.
Børnene er glade for at synge, og når man synger sammen bringer det også andet med sig, så man for eksempel ikke er bange for at stå frem for klassen og fremlægge, hvis man har startet dagen med en morgensangAllan Aabenhuus
Musiklærer Allan Aabenhuus fortæller, at på Glesborg Skole har man alle år siden bygningen i 1959 haft morgensang på skoleskemaet.
»I dette skoleår sker det to gange om ugen, men vi vil gerne doble op til fire næste skoleår. Børnene er glade for at synge, og når man synger sammen bringer det også andet med sig, så man for eksempel ikke er bange for at stå frem for klassen og fremlægge, hvis man har startet dagen med en morgensang,« siger Allan Aabenhuus.
Dopha var da også meget godt tilfreds med Glesborg-elevernes engagement og lyst til at synge med på sangene. Og hun kvitterede med at runde dagens besøg af med at skrive masser af autografer til børnene.