Jens' skolepraktik blev skæbnesvanger: 50 år senere har meget ændret sig, men én kage er fortsat populær
Jens Andersen har i den grad været glad for duften i bageriet, for han fejrer 50-års jubilæum i Salling Group, og næsten alle årene er blevet brugt med kager og brød.
For 50 år siden begyndte den dengang 14-årige Jens Andersen fra Silkeborg som flaske- og arbejdsdreng i Føtex på Torvet i Silkeborg. Han skubbede indkøbsvogne, hjalp med flaskerne samt vaskede og støvsugede forretningsførerens bil en gang om ugen.
Da han skulle i skolepraktik, blev han tilbudt at komme i varehusets bagerafdeling, og det viste sig at blive begyndelsen på en lang karriere med blandt andet rugbrød, kager og kransekager. Han kom i lære og endte med at være i Føtex på Torvet i Silkeborg i 36 år som konditor. De efterfølgende ti år blev brugt på Nørrevænget i Føtex også i Silkeborg, inden han rykkede til Salling Groups bageri i Årslev.
9. maj kan han fejre 50-års jubilæum.
»Jeg ville egentlig være tømrer eller kok. Jeg havde ikke lige forestillet mig, at jeg skulle være bager eller konditor, men jeg har været rigtig glad for det, jeg har lavet. Da jeg tog uddannelsen, blev det tydeligt, at jeg havde flair for kager, så dem har jeg altid lavet,« siger Jens Andersen i en pressemeddelelse.
Gennem de fem årtier har han selvsagt oplevet en stor udvikling. Som for eksempel da han sammen med kollegerne skar småkager ud på en maskine med håndsving, som efterfølgende fik en lille motor på sig, eller stigningen i antallet af forskellige fransk- og rugbrød, ligesom Jens Andersen også kan huske, da kunderne kunne lytte til LP’er via et telefonrør i varehusene. Én ting har dog aldrig forandret sig – og det er napoleonshatten. Den er fortsat en populær kage.
»Vi havde vildt mange ekspedienter ansat dengang. For eksempel stod der en kollega med et kasseapparat, som udelukkende solgte nylonstrømper, sådan fungerer det jo slet ikke i dag,« siger Jens Andersen, som går under kælenavnet Bager-Jens.
8,27 kroner i timen
En anden ting, som også har ændret sig markant, er lønnen. Da han begyndte som arbejdsdreng, fik han 8,27 kroner i timen. Det lykkes ham at komme op på 19 kroner.
Han har gemt en plastikpose fra Føtex, fra dengang han begyndte sin karriere i 1975.
Den er også meget anderledes, end hvad vi kender i dag. Den er overfyldt med tilbud – for eksempel fremgår det, at kunderne kunne købe en citronmåne for 4,75 kroner.
Foruden de mange beløb, kan Jens Andersen også stadig huske rigtig mange af de gamle opskrifter i hovedet blandt andet rosinbrødet, som var et lille franskbrød med en særlig blød dej, drysset med sukker på toppen og rosiner i dejen.
»Det var en helt anden tid. Vi slæbte jo også 50-kilos sække med sukker på skuldrene, og vi smed gerne to op ad gangen. Det er jo helt utænkeligt at gøre det i dag, og det er selvfølgelig heller ikke så smart at løfte så mange kilo, men det tænkte vi som 17-18-årige slet ikke på dengang,« fortæller han.
Over 100 år i Salling Group
Inden han selv gjorde karriere i Føtex i Silkeborg, var hans mor begyndt fem år tidligere, og hun endte med at være i cafeteriet i 28 år, ligesom både hans bror og søster har været med i en årrække, så familien Andersen har tilsammen lagt mere end 100 år i Aarhus-koncernen.
Og han fortryder ikke de mange år.
»Mange har gennem tiden spurgt mig, hvorfor jeg er blevet ved. Jeg har altid svaret: Jeg har arbejdet sammen med flere end de fleste, og det har været sjovt. Vi har haft et fantastisk sammenhold og en rigtig god arbejdsplads,« siger jubilaren.
Efter hans jubilæum 9. maj går han på ferie, og så står den faktisk på pension, men han kommer formentlig ikke til at slippe Salling Group helt. Han har nemlig sagt ja til at hjælpe, når der er behov for det i bageriet i Årslev.