Millionpulje vil bringe naturen tættere på dig
Sparekassen Kronjylland har åbnet for indstilling af gode initiativer, der kan bruge et økonomisk tilskud.
Nu har foreninger, fællesskaber og ildsjæle igen chancen for at få støtte fra Sparekassen Kronjyllands Garant-millionen. Denne gang under temaet ’Den nære natur’. Det skriver sparekassen i en pressemeddelelse.
Med temaet ønsker sparekassen at støtte projekter, der giver flere mennesker adgang til grønne områder og naturoplevelser både i byerne og på landet.
»Vi ved, hvor stor betydning naturen har for både den mentale og fysiske sundhed. Vi ønsker at give flere adgang til steder, hvor de kan finde ro, få frisk luft og mærke forbindelsen til naturen - tæt på hvor de bor,« siger Marlene Bay Møller, der er områdedirektør for HR & Kommunikation i Sparekassen Kronjylland, i pressemeddelelsen.
Sparekassen Kronjylland tager selv skridt mod en grønnere fremtid med etableringen af et 170 hektar stort skov- og naturområde ved Give, der både skal gøre noget godt for klimaet og miljøet og samtidig give nye naturoplevelser til lokalbefolkningen. Med Garant-millionen ønsker Sparekassen at gøre lignende oplevelser mulige mange flere steder i landet.
»Den nære natur kan være en byhave, et stisystem, en blomstereng eller et sted i skoven med en bænk og udsigt. Vi støtter også gerne fællesskaber, der bringer flere ud i naturen, eller naturformidling, som gør os klogere på naturen omkring os. Det vigtigste for os er, at flere får mulighed for at bruge og opleve naturen i hverdagen,« forklarer Marlene Bay Møller.
Det er garanter i Sparekassen Kronjylland, der nu kan indstille projekter, der skaber mere nærhed til naturen. Indstillingen foregår på sparekassens hjemmeside, hvor der også findes inspiration og vejledning.