Bruger du mobilen, når du cykler?
Vær opmærksom, når du cykler, og gem mobilen væk. Randers Kommune deltager i ny cykelkampagne.
»Når du kigger på din telefon, mister du overblikket over trafikken omkring dig. Det kan være en farlig fejl, som vi gerne vil have, at cyklister undgår, da det kan resultere i, at du kommer til at slingre, køre usikkert og uforudsigeligt,« siger Birgit Berggrein, der er projektleder for Randers Cykelby, i en pressemeddelelse.
Randers Kommune hænger 100 plakater op langs kommunens landeveje, så cyklister og trafikanter vil blive mindet om at tage ansvar og overholde reglerne - denne gang særligt når de cykler.
Randers Kommune og Randers Cykelby deltager i Rådet for Sikker Trafiks kampagne ’Er du helt sikker?’, som har til formål at skabe en bedre cykelkultur i Danmark.
Kampagnen vil køre i Randers til og med uge 22 og opfordrer cyklister til at være opmærksomme og tage ansvar for deres egen og andres sikkerhed i trafikken.
»I Randers Kommune vil vi gerne, at vejene er så trygge som muligt for alle at færdes på. Vi ved fra tidligere kampagner, at plakater i vejsiden er noget af det, der virker allerbedst, når det kommer til adfærdsændringer i trafikken. Jeg håber, at Randers Kommunes cyklister tager godt imod kampagnen og måske et par bilister også tænker over at tage ansvar i trafikken,« siger Frank Nørgaard (DF), der er formand for Miljø- og Teknikudvalget.
I løbet af kampagneperioden vil der blive sat fokus på at undgå brug af mobilen, mens du cykler. Selvom det kan virke som en harmløs vane at tjekke telefonen under cykelturen, kan det udgøre en stor risiko. Det kan føre til uopmærksomhed, hvilket kan skabe farlige situationer både for cyklisterne selv og for andre trafikanter.