Fortsæt til indhold

Gør op med klasselokaler: Kaospiloter bygger fremtidens skole

Nyt læringsområde hos Feldballe Friskole og Børnehus fremmer leg, læring og fællesskab.

Samfund
LNT

Feldballe Friskole og Børnehus har i en længere periode arbejdet målrettet med at udvikle en ny vision for hele organisationen – en vision, der blandt andet sætter spot på udearealerne som et centralt omdrejningspunkt for både leg, læring og fællesskab.

Bestyrelsesforperson Dennis Dybdal og friskoleleder Trine Wad Andersen står stolt foran det nye naturnære læringsområde, der markerer en ny begyndelse for Feldballe Friskole og Børnehus. Sammen med kaospilot-studerende og skolens engagerede personale har de været med til at forme et udeområde, hvor natur, kreativitet og fællesskab går hånd i hånd. Pressefoto

Ny begyndelse skabt

Som et vigtigt skridt på vejen er en ældre barakbygning, der længe har stået uden egentlig funktion, nu fjernet.

Det har åbnet op for en ny begyndelse: Et stort og levende læringsområde uden for friskolens eksisterende bygninger, hvor naturen, kreativiteten og kroppen bliver vigtige medspillere i hverdagen.

Kaospiloter bidrager aktivt

To kaospilot-studerende har gennem en længere periode arbejdet med netop dette område som en del af deres afsluttende projekt.

Med fokus på forbindelsen mellem menneske, natur, læring og fællesskab har de bidraget med både visioner og konkrete handlinger, der nu danner grundlag for friskolens videre udvikling.

Initiativer under åben himmel

Det nye udeområde åbner for en lang række initiativer:

  • Udeskole og udekøkken til ny gourmet-linie
  • Naturaktiviteter, åbne værksteder og sansemiljøer
  • Læring med planter, højbede og praksisnære projekter

Bestyrelsen ser fremad

Forperson for bestyrelsen, Dennis Dybdal, siger: »Det har været en stor fornøjelse at se, hvordan bestyrelsen i samarbejde med ledelsen har truffet vigtige beslutninger omkring udeområderne – og at det nu gennem konkret handling er ført ud i livet.

Kaospiloternes eksamensprojekter har peget på nye retninger og givet os konkrete bud på, hvordan området kan åbnes og bringes i spil som en del af friskolens fremtid.«

Ungemiljø styrkes markant

Som en vigtig del af udviklingsprojektet ønsker Feldballe Friskole også at styrke ungemiljøet på friskolen. Der arbejdes med at skabe nye rammer i det frie, hvor de unge oplever, at de kan hænge ud, hygge sig og samtidig være aktivt sammen.

Målet er at udvikle et naturnært fællesskab, som ikke kun indgår i undervisningen og frikvartererne, men også inviterer de unge til at blive på friskolen efter skoletid og være sammen med både kammerater og unge fra lokalområdet.

Det skal være et sted, hvor det er rart at være – og hvor fællesskabet får lov at vokse i øjenhøjde med de unge selv.

Stolthed og samarbejde

Friskoleleder Trine Wad Andersen udtaler: »Det er helt fantastisk at se, hvordan friskolen gennem de sidste fire år har åbnet sig endnu mere mod det kreative og naturnære.

Vores lærere har budt ind med erfaring og idéer, været på kursus i Island og er nu med til at forme et udeområde, der går hånd i hånd med vores nye værkstedsfag og en praksisnær, projektorienteret friskolehverdag. Jeg er stolt over at opleve, hvordan lærere, pædagoger, forældre, bestyrelse og ledelse i fællesskab sætter retning – og får det ført ud i livet.«

Naturnært læringsmiljø blomstrer

Med dette nye kapitel tager Feldballe Friskole og Børnehus næste skridt i udviklingen af et stærkt naturnært læringsmiljø.

Her skal børn og voksne fra hele Feldballe og omegn mødes i levende lege- og læringsfællesskaber under åben himmel – med naturen som medskaber.

Visionen er at skabe et uderum, hvor frihed, fællesskab og nysgerrighed ikke blot trives, men bliver bærende elementer i friskolens pædagogiske praksis og de lokale borgeres hverdag.