Store ændringer i kollektiv trafik – bus nedlægges, og nu skal der flekses
På tværs af hele kommunen skal det nu gøres enklere og billigere at rejse. Særligt mellem sundheds- og plejeinstitutioner.
Norddjurs Kommune gennemfører til sommer en række større ændringer i den kollektive trafik.
Telebybussen i Grenaa bliver nedlagt og i stedet satses der i højere grad på flextrafik.
Som navnet antyder er flextrafikken sat i verden for at skabe mere fleksible løsninger i den kollektive transport.
I udarbejdelsens af ændringerne i Norddjurs, har kommune da også lænet sig op ad en rapport fra sidste, som Middtrafik lavede.
Den viser høj tilfredshed med flextrafik, som 83 procent af de adspurgte er »tilfredse« med ordningen, og heraf noterer 53 procent, at de er »meget tilfredse« med
De konkrete ændringer betyder, som nævnt, at telebybussen i Grenaa nedlægges. Det samme gør byzonen i Grenaa, og det bevirker, at flextrafikken bliver billigere.
Telebybussen har desuden vist sig som en særdeles dyrt transporttilbud. Ifølge Norddjurs Kommune koster den cirka en million kroner om året i drift, og en tælling, som Midttrafik har foretaget, konkluderede, at telebybussen i gennemsnit blot blev brugt af 35 passagerer dagligt.
Nye og billigere muligheder
I hele Norddjurs Kommune er der lige nu 11 såkaldte knudepunkter for flextrafikken, som giver mulighed for billigere rejser.
Med ændringerne etableres yderligere 18 knudepunkter og dermed flere muligheder for billigere rejser på tværs af kommunen.
Dermed vil der fremover være 29 knudepunkter i Norddjurs. Til sammenligning har naboerne i Syddjurs Kommune 46 knudepunkter.
De nye knudepunkter bliver blandt andet etableret ved sundhedsfunktioner og i flere bysamfund.
Hvor telebybussen krævede faste på- og stigningssteder, er der med flextrafikken mulighed for at køre fra adresse til adresse.
En flextur svarer således i princippet til at bestille en taxa, men billigere.
Og da flextrafik er kollektiv trafik, kan der af og til være andre passagerer med i bilen, som skal køre med samme vej eller en mindre omvej.
Ændringerne i den kollektive trafik gør at prisen for en flextur kan komme helt ned på 3 kroner per kilometer, hvis turen går til eller fra et flextur-knudepunkt.
Minimumsprisen for en køretur er dog 25 kroner og prisen efter 20 kilometer bliver 8 kroner per kilometer.
Hvis der ikke rejses til eller fra et flextur-knudepunkt er standardprisen 8 kroner per kilometer, dog minimum 39 kroner, oplyser Norddjurs Kommune.
Nedlæggelsen af telebybussen og flextur-byzonen vil ske fra slutningen af juni. Samtidig bliver de 18 nye flextur-knudepunkter etableret.