Sovende militærbase vækkes: Kampfly kan snart lande få kilometer fra Aarhus
F-35-fly skal spredes ud – og nu peger Forsvaret på flyvepladsen i Tirstrup ved Aarhus Airport som en ny brik i Danmarks forsvar.
Den militære flyvestation Tirstrup ved Aarhus kan se frem til at få nyt liv, efter at have været i en slags dvale i årtier.
Det er generalmajor Jan Dam, chef for Flyverkommandoen, som til DR Nyheder fortæller, at Tirstrup forventeligt bliver et af de steder, der vil blive anvendt mere.
Lige nu undersøger Flyvevåbnet nemlig egnede lokationer til at sprede de avancerede F-35-kampfly ud på flere lokationer i landet.
Indtil nu har de været samlet på F-35 Campus i Skrydstrup, der blev indviet i 2023, men erfaring fra Ukraine og andre krige viser, at det ikke er smart.
»Det vil være dumt af os at lade alle vores kampfly blive der. Hvis vi går op i kriseberedskab, skal vi have spredt vores kampfly ud.«
Vurderingen er, at det er for sårbart at have alle flyene samlet på et sted i tilfælde af et angreb, som ville kunne udslette hele flystyrken.
Flere militære flyvestationer skal altså gøres klar, så F-35-kampfly kan operere der, og periodisk kunne flytte ind på civile og militære flyvepladser, herunder Tirstrup, som har velegnede hangarer til netop dette formål.
Intet er dog besluttet endnu, og foreløbigt afventes en plan fra Flyverkommandoen.
Det militære anlæg deler areal med den kommercielle lufthavn Aarhus Airport.