Hæder til Eva og Finn: De har brugt 40 år på at renovere hus fra 1600-tallet
Ejerforeningen Randershus og ejerne af Overgaden 14 i Hornbæk har fået hædersdiplomer for deres arbejde med at bevare bygningerne.
Foreningen for by- og landskabskultur i Randers Kommune har på foreningens generalforsamling traditionen tro tildelt to hædersdiplomer. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Eva Søndergaard og Finn Hoe Bendixen og deres hus, Overgaden 14 i Over Hornbæk fik et diplom for ”Deres livslange renovering af det gamle stuehus med kærlighed og respekt for husets historie”.
Stuehuset, der er opført i slutningen af 1600-tallet, har været i familiens eje i mere end 40 år. Arbejdet med at omdanne det gamle bindingsværkshus til beboelse for en moderne familie er foregået siden indflytningen.
Ombygningen er blevet udført håndværksmæssigt, for det meste af ejerne selv. Det har været et kæmpe arbejde, men hele tiden med det for øje at bevare husets oprindelige udtryk så meget som muligt. Dette gælder de gamle vinduer, bindingsværket og sildebenslofterne i rummene. Man har forsøgt at gendanne det, som gennem tiden er forsvundet.
Et arbejde som ejerne har været meget dedikeret om og et arbejde, der har bevaret en kulturarv for kommende generationer.
Randershus fik hæder
Det andet diplom blev tildelt Ejerforeningen Randershus og overrakt til formanden for ejerforeningen, Lone Kroer. Hædersdiplomet blev tildelt for ”Bevarelse af den fornemme bygnings oprindelige vinduer og facader samt trappeopgange fra 1907 – 1910”.
Lone Kroer kunne berette, at arkitekt J.A Posselt opførte bygningerne i to etaper. Første etape mod Rosenørnsgade blev opført i 1907 og anden etape mod Østergade i 1910. Anden etape blev i øvrigt bygget oven på fundamentet af en villa opført af en anden af byens kendte arkitekter, Tage Olivarius. De røde mursten fra denne villa kan endnu ses på gårdsiden.
Randershus, som hver dag passeres af tusindvis af bilister, er opført i cementsten, et meget nyt byggemateriale på den tid. Samtiden var meget betænkelig ved cementstenenes holdbarhed, men tiden har jo vist noget andet. Vinduerne er de oprindelige fra bygningernes opførelse, mere end 115 år gamle og i bedste stand. Et bevis på at med den rette vedligeholdelse kan det betale sig at beholde de gamle vinduer og vedligeholde dem frem for at udskifte. Vinduer er en vigtig del af en bygnings udtryk.
Lone Kroer kunne desuden berette, at der i ejerforeningens vedtægter er bestemmelse om, at alle reparationer og udskiftninger på bygningen skal udføres som det oprindelige. Således bliver bygningen bevaret for eftertiden.
Huse med udtryk
»Randers Kommune er i byen og i landsbyerne beriget med mange bevaringsværdige bygninger fra tider, hvor arkitekter og bygherre gjorde det til en æressag at bygge huse med et personligt udtryk. I modsætning til mange byggerier i dag, der står kønsløse og ensartede. De bevaringsværdige bygninger skal vi passe på. De er en del af vores historie, der skal fortælles til kommende generationer,« udtaler Jan Nørskov Jørgensen.
Hædersdiplomerne bliver tildelt bygnings- eller grundejere, der har gjort en særlig bevaringsmæssig indsats. Præmieringen kan tildeles til for eksempel landskabskultur, bygninger, bygningsdetaljer eller nænsomme renoveringer eller restaureringer af emner med fokus på bevarelse af et oprindeligt udtryk. Desuden kan foreninger og institutioner, som udfører et særligt stykke kulturelt bevaringsarbejde, komme i betragtning.
»Er man ejer af en bevaringsværdig bygning eller emne, er man ikke alene ejer, men også ejer af et stykke kulturhistorie der forhåbentlig skal fortælles videre i fremtidige generationer,« udtaler formand for foreningen, Jan Nørskov Jørgensen.