Fortsæt til indhold

Rejser 133 nye boliger på Jyllands-Postens gamle grund

Byggeriet forventes at starte i slutningen af 2025 med planlagt indflytning midt i 2027.

Samfund
am

I den sydlige del af Aarhus skyder et nyt friplejehjem og 58 seniorboliger snart op som led i udviklingen af et nyt byområde i Viby J, der indtil for få år siden var hjemsted for Jyllands-Postens ikoniske domicil.

Det oplyser Danmarks største kommercielle pensionsselskab PFA, som er bygherre på projektet, i en pressemeddelelse.

»Vi ser det som en vigtig del af vores samfundsansvar at investere i boligformer, der både giver et godt afkast til vores 1,3 mio. kunder og samtidig imødekommer det stigende behov for plejehjemspladser. Danmark står over for en demografisk ændring med flere ældre, og vi ønsker at være med til at sikre, at der er tilstrækkelige og passende boliger til dem,« siger Peter Morgan, chef for PFA Ejendomme.

Friplejehjemmet og seniorboligerne realiseres i et tæt samarbejde mellem PFA, ejendomsudvikleren Nordstern og OK-Fonden, som skal stå for driften af friplejehjemmet.

Nordstern varetager både projektudvikling og totalentreprise og skal dermed skabe nye rammer for ældrepleje og seniorliv i den sydlige del af Aarhus.

133 boliger i 2027

I Viby J opføres byggeriet som en del af et større byomdannelsesområde, hvor boliger, daginstitution, erhverv og fælles byrum tilsammen skal danne grundlag for en levende og mangfoldig bydel.

»Vi vil gerne være med til at skabe rammer, hvor ældre – både med og uden plejebehov – kan føle sig trygge og have mulighed for at indgå i et fællesskab. Med både friplejehjem og seniorboliger side om side får vi et byggeri, der rummer forskellige behov og samtidig bidrager til visionen om en by, hvor mennesker i forskellige livssituationer lever og trives sammen,« siger Peter Morgan, chef for PFA.

Projektet omfatter cirka 10.900 m² og rummer både 75 boliger i friplejehjemmet og 58 seniorboliger. Byggeriet forventes at starte i slutningen af 2025 med planlagt indflytning midt i 2027.

»Vi ser frem til at fylde rammerne ud på det nye friplejehjem og facilitere samspillet med de omkringliggende seniorboliger. OK-Fonden arbejder for, at mennesker kan forfølge deres drømme og leve livet – hele livet. Vi glæder os over et stærkt samarbejde og værdifællesskab i projektet, så vi kan skabe hjem, hvor selvbestemmelse og tryghed er omdrejningspunktet, og beboere, pårørende, medarbejdere og naboer trives,« siger Ulrik Ahrendt-Jensen, adm. direktør i OK-Fonden.

Vil lave trygt fællesskab

Ved at samle både friplejehjem og seniorboliger i ét projekt opstår der naturlige synergier, lyder det fra PFA.

Beboerne får adgang til en række fælles faciliteter og serviceydelser, som skaber en glidende overgang mellem hverdagens behov og muligheden for fællesskab – uanset livssituation. Det skal være med til at understøtte tryghed, nærhed og sociale relationer i det daglige.

»Vi vil gerne være med til at skabe rammer, hvor ældre – både med og uden plejebehov – kan føle sig trygge og have mulighed for at indgå i et fællesskab. Med både friplejehjem og seniorboliger side om side får vi et byggeri, der rummer forskellige behov og samtidig bidrager til visionen om en by, hvor mennesker i forskellige livssituationer lever og trives sammen,« siger Morten Chrone, Group CEO, Nordstern.

De næste ti år vil der herhjemme komme 100.000 flere danskere på 80 år og op, skriver PFA. En udvikling der betyder, at der er stort behov for flere plejeboliger.

En samfundsudfordring som PFA oplyser, man har sat sig for at være med til at løfte – og som en del af det har pensionsselskabet afsat 2,5 mia. kr. til at bygge 10 friplejehjem rundt om i landet.

To er allerede i drift og ved at blive bygget i Gilleleje og i Slagelse, og nu kommer et tredje friplejehjem så til.

Denne gang altså i Aarhus-forstaden Viby J på den store grund, hvor Jyllands-Posten indtil for få år siden holdt til.