Fortsæt til indhold

Målet er klart: 1.400 fodboldbaner med ny skov i Favrskov

En aftale mellem Favrskov Kommune og Klimaskovfonden skal hjælpe kommunen med at komme tættere på de mål, der er sat om skovrejsning i kommunen.

Samfund

Favrskov Kommune har indgået en partnerskabsaftale med Klimaskovfonden. Aftalen skal hjælpe kommunen med at nå de mål, der er sat for skovrejsning i kommunen.

Aftalen bygger bro mellem lodsejerne på den ene side og virksomheder og borgere på den anden side. Konkret vil det sige, at en lodsejer kan få penge for at stille sin jord til rådighed. Mens virksomheder og borgere får mulighed for at være med til at finansiere lokal skovrejsning.

»Klimaskovfonden kommer med pengene til at plante træer og til at vedligeholde træerne i en vis periode. Det er deres rolle i denne aftale,« siger Borgmester Lars Storgaard (C) og fortsætter:

»Jeg er rigtig glad for aftalen, som kan være med til at rejse mere skov i vores kommune.«

Favrskov Kommune har et mål om at plante 520 hektar ny skov frem mod 2030. Derudover er målet, at der bliver plantet yderligere 1000 hektar skov inden 2050.