Nomineret til Idun-prisen: Marie Holm Laursen og foreningen Robust skaber fællesskab for unge med fysiske handicap
Sammen med Emma Mørk Kjeldsen har Marie Holm Laursen stiftet foreningen Robust. Hun er nomineret for sit frivillige arbejde med at skabe et fællesskab for unge med fysiske handicap.
Stem på din favorit til Idun-prisen 2025 nederst i artiklen.
Foreningen Robust har ikke eksisteret længe. Faktisk kun siden januar i år, hvor Marie Holm Laursen – af nogle kendt som Rulle-Marie – sammen med Emma Mørk Kjelden startede foreningen, der har haft en forrygende opbakning lige fra start.
Hver anden torsdag mødes de til fællesspisning i Folkehuset i Risskov. Sidst var der over 20, og der kommer hele tiden flere nye til. Også til de månedlige weekendarrangementer, hvor de der kommer langvejs fra kan være med.
Den lille forenings samling af frivillige tæller ind til videre kun de to stiftere, og deres arbejde for unge handicappedes trivsel er ikke gået ubemærket hen.
Marie Holm Laursen er derfor blevet nomineret til Idun-prisen. Hun fortæller om sit frivillige arbejde i foreningen Robust:
Hvad er målet med din forenings arbejde?
»Når du er ung og lever med et fysisk handicap, så skal du kæmpe ekstra for at ikke blive hægtet af uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet og fællesskabet, og det der familieliv, mange begynder at bygge. Og er der én ting, der kan være med til at gøre det nemmere og mindre ensomt, så er det, når du ved, at du ikke er alene med de udfordringen.«
Hvorfor har du startet Robust, og hvorfor er det en frivillig opgave, du har taget på dig?
»Jeg har jo altid haft et fysisk handicap, som har påvirket mit liv og min hverdag og min mulighed for at leve et almindeligt ungdomsliv, fordi jeg brækker mine knogler nemmere. Og så er der også bare så mange små hverdagsdilemmaer, når du lever med et handicap, som; hvordan er man en god arbejdsleder for sine hjælpere, eller hvad gør man, når der bliver booket et hotel til en studietur, hvor der ikke er adgang for en kørestol. Der har det betydet alverden for mig at kende andre, der også lever med et fysisk handicap, som jeg har kunnet spejle mig i og erfaringsudveksle med.
Det har været hele min indgang ind i det her, at jeg ville være med til at skabe det fællesskab, så andre også havde det. Og så fandtes det bare ikke endnu, og så var frivilligheden vejen ind i det.
Jeg synes, det giver god mening (at lave frivilligt arbejde, red.). Emma og jeg elsker jo at være med til de her fællesspisninger. Og så er det jo bare vildt fedt at skabe noget, der giver mening for andre, men jo også bare fylder ens egen hverdag med en masse god energi og glæde.«
Hvis du selv skulle give et bud, hvorfor tror du, at du og foreningen er blevet indstillet og nomineret til Idun-prisen?
»Jeg tror, det er fordi, at vi har ramt ind i noget, der mangler. Et behov, der virkelig er derude for det her fællesskab. Vi har oplevet, at der har været stor tilslutning til det fra start af.«
Hvad vil det betyde for dig at vinde prisen?
»Det vil da være mega stort og fedt. Det vil vi være meget glade for!«
Hvad skal de 25.000 kroner bruges på, hvis du vinder?
»Det ved jeg slet ikke, hvad vi vil bruge dem på,« slutter en grinende Marie Holm Laursen.
Idun-prisen bliver uddelt på Aarhus Rådhus af Din Avis Aarhus og Aarhus Kommune. Stem på din favorit herunder.