Lokal gin er blandt de bedste i verden – selvom det egentlig mest er et hyggeprojekt
Selvom gin mest er et hyggeprojekt, har Christian Hembo og Matrikel 5L vundet guld ved World Gin Awards. Nu skal hans prisvindende gin konkurrere med de bedste af de bedste
I halvandet år har Christian Hembo fra Hinnerup hygget sig med at lave sin egen gin, og allerede nu spiser han kirsebær med de største i verden. Han har netop fået guld i World Gin Awards.
»Det er jo vildt overvældende og lidt surrealistisk. Jeg har været i gang i ca. halvandet år med mit lille destilleri. Jeg er naturligvis stolt men også enormt ydmyg, når jeg kigger på de destillerier der har deltaget i konkurrencen, er det kæmpe navne fra det meste af kloden - Noget må jeg da gøre rigtigt,« lyder det fra Christian Hembo.
En stor bedrift
Når man vinder en guldmedalje ved et VM, betyder det som oftest, at man er verdensmester. Sådan er det ikke endnu for Christian Hembo og hans destilleri, Matrikel 5L.
Ved World Gin Awards sidder 12 dommere og blindsmager. De tildeler point efter blandt andet smag, duft og fylde. Når alle point er talt sammen, har hver deltager fået et samlet resultat, og når man over et vist antal point får man bronze, sølv, guld eller ingenting.
»Min Pink Gin med Hindbær og Malabar Peber har fået guld og vundet Danmark, da ingen andre har fået guld. Nu deltager den imod alle andre landes vindere. Der er dog sorteret 34 lande fra så der nu kun er syv tilbage, og en af dem er min gin,« siger Christian Hembo og fortsætter:
»Det hele bliver afgjort til en Gallaaften på Waldorf Hilton i London. Jeg har sikret mig en fly billet.«
Pink4
Den gin, som Christian Hembo, har opnået det flotte resultat med, hedder Pink4, og den deltog i kategorien London Dry, som er en kategori, hvor en gin ikke er tilsat andet end vand efter destilleringen. Christian Hembo havde også en anden gin med i samme kategori.
»Min Mat Sort har deltaget i samme kategori og vundet bronze. I daglig tale kalder vi den taber ginnen,« lyder det humoristisk fra den lokale ginmager, som ikke er i tvivl om, hvad der gør hans Pink4 så god:
»Pink 4 er destilleret med ualmindelig mange hindbær og afbalanceret med knust malabar Peber. Det specielle ved mine gin er, at de bare skal have et par isterninger og en tonic uden alt for meget smag. Det er ginnen, der skal have hovedrollen. Der skal ikke kvases en citronskive i eller rives en tør albue fra en skolelærer hen over - Bare Gin og Tonic.«