Istandsættelse: Millionstøtte fra kirkeministeren til to lokale kirker
Glesborg og Vivild Kirker er blandt de 27 kirker, der får tilskud til vedligeholdelse fra kirkeistandsættelsesordningen 2025.
Glesborg og Vivild Kirker er blandt de heldige modtagere af penge fra By-, Land- og Kirkeministeriets kirkeistandsættelsesordning 2025.
Glesborg Kirke får tildelt 3,5 millioner kroner, og Vivild Kirke modtager 1.474.974 kroner til vedligeholdelse og fremtidssikring.
De to beløb er en del af en samlet pulje på 24 millioner kroner, som fordeles mellem 27 kirker i Danmark.
Nationalmuseets vurdering
Nationalmuseet har vurderet, at de 27 kirkeistandsættelsesprojekter er støtteværdige på grund af deres nationale eller lokale kulturhistoriske værdi.
Kirkeistandsættelsesordningens maksimale støttebeløb til enkeltansøgninger i 2025 er 3,5 millioner kroner og maksimalt 35 procent af istandsættelsens samlede udgift. Så begge kirker skal selv skaffe de resterende 65 procent af budgetterne.
Glesborg Kirkes betydning
Glesborg Kirke er en langhuskirke med romansk skib og sengotiske tilføjelser. Kirken er kendt for sine kalkmalerier, der dækker middelalderlige hvælv og repræsenterer en overgangsperiode fra Sengotik til Renæssance.
Overgangsperioden fra Sengotik til Renæssance i Danmark strækker sig typisk fra slutningen af det 15. århundrede til begyndelsen af det 16. århundrede. Sengotik, som er den sidste fase af Gotikken, dominerede i Danmark fra omkring 1400 til 1536, hvor Reformationen markerede en betydelig kulturel og religiøs ændring.
Kalkmalerierne, udført mellem 1520-1550, inkluderer et våbenskjold for Århusbispen Niels Clausen Skade og motiver påvirket af Reformationen.
Kirken rummer også historisk inventar som en romansk døbefont, sengotisk degnestol, renæssanceprædikestol og altertavle fra 1617-1618, samt et helstøbt stoleværk fra 1620.
Vivild Kirkes betydning
Vivild Kirke, som lyser smukt op i landskabet, når man kommer cyklende til landsbyen fra Fjellerup-siden, består af romansk kor og skib med sengotiske tilføjelser som tårn og våbenhus.
Kirkerummet er præget af hvælvede lofter og en fornem samling af historisk inventar fra forskellige perioder.
Den romanske døbefont af løvetype, et korbuekrucifiks fra middelalderen, barokprædikestol og lydhimmel fra 1662, og en senbarok altertavle fra omkring 1700 med oprindelig bemaling er blandt de ældste dele.
Herskabsstole fra 1600-tallet, gravsten fra 1500- og 1600-tallet, og et stort barokt epitafium, en mindetavle, fra 1664 vidner om tidligere kirkegængere.
Projekternes omfang
Projektet for Glesborg Kirke omfatter etablering af nyt varmeanlæg, udtagning af stoleværk for et mere fleksibelt kirkerum, og istandsættelse af kalkede overflader, inventar og kalkmalerier.
Konservatorarbejder udføres efter Nationalmuseets anbefalinger.
Vivild Kirkes projekt omfatter indvendig kalkning, konservering af historisk inventar, fornyelse af dele af stoleværket, og istandsættelse af gulve.
Nationalmuseets besigtigelsesrapport fra 2020 fremhæver behovet for rensning og konservering af kirkens inventar, som er tilsodet og skæmmet af snavs og sod.
Bevaring af kulturarv
Kirkeminister Morten Dahlin understreger vigtigheden af at bevare Danmarks kristne kulturarv:
»Vi skal passe på Danmarks kristne kulturarv. Derfor er det afgørende, at vi passer på vores gamle kirker. De er en del af vores fælles historiefortælling og spiller en vigtig rolle i danskernes liv. Med en millionpulje til en række særligt bevaringsværdige kirker sikrer vi, at også fremtidige generationer får glæde af dem.«