En forårsdag i helvede er hverdag hele året i Aarhus

Man skal ikke længe lede efter ord som »trygt« og »cykelvenligt« i den mobilitetsplan, som i øjeblikket bevæger sig gennem de langsommelige processer på rådhuset. Der har været en såkaldt samfundsdialog, en høring er netop afsluttet, og det hele ventes vedtaget inden sommerferien.

Det er en plan fyldt med beskrivelser og visualiseringer af, hvordan vi i fremtiden skal bevæge os rundt i Aarhus.

»Aarhus skal være den førende cykelby,« står der med vanlig kommunal selvforståelse – og det bør få alle ringeklokker til at bimle. Til gengæld skal man lede længe efter det virkelighedsnære. Det er på alle måder en rystende oplevelse, specielt hvis man er cyklist.

»Cykelvenlighed er afgørende for byens DNA,« fremgår det lettere uforståeligt i det såkaldte ”Indsatskatalog”, og vil man på egen krop mærke, hvad det betyder, så kan man spænde hjul og hjelm og cykle en tur over Fredens Torv, der som led i noget, man kalder »fredeliggørelse«, er blevet nyindrettet.

Væk er det selvdøde plasticgræs, og nu er der mere plads til udeservering, et mere attraktivt miljø og så en bred, kurvet – og særdeles ujævn – cykelsti belagt med jetbrændte og stokhuggede brosten. Det skulle gøre dem mindre glatte i vådt føre. Men uanset vejret er ujævnhederne mærkbare i såvel krop som cykel.

Det klassiske og dramatiske cykelløb Paris-Roubaix er kendt for sin rute, der går ad smalle, brostensbelagte veje. For cykelrytterne er det en udfordring at holde balancen og luften i dækkene. Til gengæld varer løbet kun én dag. Aarhusianerne må året rundt døje med kommunens fjernpraktiske tilgang. De bedste tilskuerpladser til en endnu mere dramatisk sommer findes i år ved Kurts Mor eller vinbaren Plan B. Man kan næsten høre Jørgen Leth.

For kommunen er Plan A særdeles rystende cykelture, og det er ikke noget nyt for byens cyklister. I planlægningen og udførelsen af Havnepladsen har man gjort sig store anstrengelser for at skabe en højt profileret cykelsti, der er komplet uegnet til formålet. Belægningen er så skæv på alle led, at man kun kan tage et fast greb om styret og håbe det bedste.

Først efter nogen tid og bitre erkendelser blev cykelstien tegnet op, fordi ingen trafikanter kunne efterleve skrivebordsillusioner om blandet samfærdsel. Havnepladsen blev efter 10 års arbejde indviet i 2017, og der burde således være et vist »erfaringsrum« at tage ved lære af. Sådan går det sjældent i en virkelighedsresistent kommune.

Hver sin trafikant har hver sin udfordring i byen, hvor man er vilde med visualiseringer, er i overskud af flotte ord, men åbenbart fjern fra den hverdag og de aarhusianere, der skal leve med de såkaldte løsninger – og betale for dem. Senest for Fredens Torv, Vestergade bliver det næste. Hold på hjelm og selvbeherskelse i »den førende cykelby.«