Gæst afleverer tusindkronesedler til Den Gamle By
Der er glæde at spore i Den Gamle By.
Er du en af dem, som heller ikke ved, hvad du skal bruge dine tusindkronesedler på, inden de udløber 31. maj, ja så kan du faktisk bare aflevere dem i Den Gamle By.
Det var i hvert fald det scenarie, som udspillede sig i Den Gamle By forleden, skriver museet i en pressemeddelelse.
Her trådte en gæst hen til velkomstskranken og lagde ti tusindkronesedler på bordet, som vedkommende gerne ville donere til museet.
En kontant donation, der skaber både taknemmelighed og et smil på læben hos museumsdirektør Julie Rokkjær Birch.
»Det er simpelthen så fantastisk at opleve, hvor meget Den Gamle By betyder for folk. Og når det toppes med donationer, uanset størrelse, så bliver man både stolt og ydmyg. Det driver os virkelig fremad,« siger hun.
Mindre kan dog også gøre det, understreger hun.
»Vi skal nok have byttepengene klar, hvis man kommer man en tusindkroneseddel,« slutter museumsdirektøren.