Vorherre bevares: Hvad mon aarhusianerne sagde til kirkens vildt høje byggeri for 600 år siden?

Forestil dig at være aarhusianer i 1400-tallet, hvor den nuværende domkirke fik sit vældige tårn mod vest. Det må have været et fantastisk syn og en markant forandring af byen, hvor datidens biskop Jens Iversen Lange gik i fejde med magtfulde borgere om bl.a. ejendomme.

Der gik nogen tid, før domkirken fik tårn, og det så anderledes ud, end det gør i dag. Men talte aarhusianerne mon om, hvorvidt højden nu også passede til byens øvrige, flade udtryk eller om det var et brud med højhuspolitikken? Talte man om alt det tegl og kobber og skyggegener, og var man bekymret for, at vindplagerne ville blive så store, at der ikke ville være liv omkring Bispetorv? Næppe. Måske de mest bibelkyndige ville skænke Første Mosebog og advarslen om at bygge for højt en tanke? Måske.

Men kirken byggede højt og satte sit præg på byens udvikling, præcis som der i dag bygges højt, også højere end domkirketårnet. I Kristeligt Dagblad har biskop Henrik Wigh-Poulsen genluftet sin ærgrelse over, at byens udvikling her omtrent 600 år senere sætter et nyt præg på byen, og at nogen formaster sig til at bygge højere end domkirkens spir. Selvfølgelig skal biskoppen som kirkens næst-øveste chef tale dens sag.

Ifølge avisen ser biskoppen det derfor som sit kald at forsvare byens domkirke mod at blive »mast og fortrængt af en kapitalstærk nutid«, men erkender dog i nogen grad at have vænnet sig til de højhuse, der står færdige. Men hans frygt for, at et »lidt for selvsikkert« og »selvhævdende« Mindet vil forstyrre bl.a. domkirken, viser sig begrundet, siger han til Kristeligt Dagblad.

Selv om Mindet så langt fra står færdigt, er biskoppen en del af koret af kritikere, sådan fordømmende og bekymret for en sikkerheds skyld. Automatreaktionerne over vor tids byudvikling er mange, men overvejende enslydende: Det bliver ofte noget med kapitalkritik, og at højhusene må være fallossymboler for skruppelløse rigmænd. Det er både overfladisk og uretfærdigt.

Orker man at sætte sig lidt ind i, hvad der er på vej op ved Mindet, vil man opdage, at Olav de Linde er i gang med at opføre et højhus, der ikke er bygget på nemme, billige og overfladiske principper. Her er også tale om genbrug af materialer, samlet fra nær og fjern. Her er genbrug ikke bare facade, men noget, der holder. At bygge et højhus oven på et eksisterende betonbyggeri giver mening, men er næppe hverken let eller økonomisk rationelt.

Folkekirken er en af hjørnestenene i det danske samfund. Men det er også en kapitalstærk organisation, der har masser af ejendomme. Byggeboomet af kirker lod sig kun gøre takket være et betydeligt produktionsoverskud i landbruget, altså den »kapital«, som i dag åbenbart er så modbydelig. Kirken har endda særlige privilegier i forhold til indsigelser og vetoret, når samfundets udvikling kommer den for nær. Det forpligter og kalder på en smule ydmyghed. I stedet for og på bekostning af andre og andet end kirken, at forsvare sin til tider indbildte position i et moderne, udviklende samfund, kunne den bruge kræfterne på at skabe liv inden for murene. Om det så er i domkirken eller i nogle af de mange andre markante og dominerende ejendomme, den råder over.

Folkekirken kunne på alle måder sagtens fylde mere, det er der brug for. Men at insistere på sit selvskabte monopol på at bygge tættere på himlen er udtryk for en selvforståelse, der trænger til at blive mere jordnær.