Truet af nedrivning 1960’erne, men blev reddet af indbyggere

Blot tre kilometer i fugleflugt fra Aarhus centrum ligger en lille overset perle. Trukket væk fra Søren Frichs Vej, omgivet af haveforeninger og tæt på Brabrandstien er der ikke mange, der kommer forbi Åby. Men med sine snirklede gader og bindingsværkshuse er den gamle landsby et besøg værd.

Landsby med to havne

Hvor gammel landsbyen Åby er, ved vi ikke præcist, men den er anlagt før år 800. Selvom Åby i dag ser gammel ud, så landsbyen helt anderledes ud dengang. Åby var nemlig dengang en lille havneby med hele to havne – en af disse var endda Aarhus-dalens ældste havn. Dengang var der ikke nogen Aarhus Å, men derimod en Brabrand Fjord. Fjorden blev dannet efter sidste istid for ca. 8.000 år siden og eksisterede helt frem til vikingetiden og måske endda også til den tidlige middelalder. Fjorden strakte sig 12 kilometer gennem Aarhus Ådal fra landsbyen Skibby via nuværende Årslev Engsø og Brabrand Sø og videre til Aarhus Ås udløb ved Åboulevarden. Efterhånden som fjordindløbet sandede til, mistede havnene deres funktion.

Første gang vi ser Åby omtalt i skriftlige kilder, er omkring 1210, hvor biskop Skjalm Vognsen i et gavebrev arvede gods i Åby efter sin bror og skænkede dette videre til Aarhus Domkapitel.

Dobbelt-a eller bolle-å

Indtil ca. 1300 blev landsbyen stavet Aby. Herefter hed landsbyen helt frem til midten af 1900-tallet Aaby. I 1948 blev bolle-å’et officielt indført som erstatning for dobbelt-a’et i stednavne i hele landet, og Aaby blev dermed til Åby. I dag bliver Åby dog også ofte kaldt Gammel Aaby/Gammel Åby, ligesom kirken i dag hedder Gammel Åby Kirke.

I middelalderen var bønderne i Åby fæstere under bispen i Aarhus. Senere hørte hovedparten af gårdene under Lyngbygård, og landbrug var hovederhvervet i området i mange århundreder. I 1682 fandtes der i Åby sogn 12 gårde samt et hus, mens landsbyen omkring 1855 var vokset til 22 gårde og 24 husmandssteder med 237 indbyggere. Derudover lå der i landsbyen også en kirke, en skole samt et teglbrænderi. Udover landbrug ernærede en del sig også ved fiskeri og sivfletning, der var et stort bierhverv for åbyboerne. Sognet var kendt for sine sivsko, sivmåtter og sivskamler, der blev afsat helt ovre i København.

Landets ældste krucifiks

Den nuværende Åby Kirke blev opført i 1872-1873 og er tegnet af den kongelige bygningsinspektør Th. Walther, der også har tegnet Skt. Pauls Kirke i Aarhus. Tidligere lå her en kirke fra 1200-1300-tallet, der ved midten af 1800-tallet var ved at styrte sammen. Derfor blev arkæolog og arkitekt Frits Uldall sendt en tur til Åby i sin egenskab af også at være synsmand for kirker og præstegårde i forskellige jyske provstier. I Åby fangede et stort forgyldt krucifiks hans øjne. Krucifikset viste sig at være landets ældst bevarede krucifiks stammende helt tilbage fra omkring 1050-1100. I stedet for en lidende Jesus på korset ser man en Jesus, der er kronet som en konge, der ser døden lige i øjnene. En Jesus-version, der passede bedre ind i overgangen fra asatro til kristendom. Uldall fik sendt korset til Nationalmuseet i København, og det er derfor en kopi, man i dag kan se i kirken. Der findes i øvrigt også en kopi af Åbykrucifikset i Vor Frue Kirkes kryptkirke.

Fra landbrug til industri

Åby Kommune var indtil 1970 en selvstændig sognekommune i Hasle Herred. Den blev dannet i 1842 som et led i en ny administrativ inddeling af Danmark sammen med købstadskommunerne, der blev oprettet i 1838. I kommunen lå blot et enkelt sogn, Åby Sogn. Sognet var dog dengang for lille til at have egen præst, så præsten kom fra Vor Frue Kirke, og alle sogneforstanderne fra Åby måtte tage ind til præsten i Aarhus.

I slutningen af 1800-tallet fik sognekommunen ikke blot en ny kirke, men en helt ny bydel. Nord for Åby langs den nyanlagte Silkeborgvej voksede fra 1880’erne nemlig bydelen Åbyhøj frem, og bondegårde og husmandssteder fik nu følge af villaer.

I 1910’erne skete endnu nogle skelsættende forandringer i den lille sognekommune, da den store industrivirksomhed Frichs i 1913 flyttede sin produktion fra Søndergade i Aarhus til nuværende Søren Frichs Vej nordøst for landsbyen Åby. Frichs fremstillede blandt andet lokomotiver og dieselmotorer. Fabrikken var ikke den eneste større industri, der slog sig ned i Åby, og snart var størstedelen af kommunens indbyggere ikke længere beskæftiget med landbrug men med industri.

Landsbyen var nedrivningstruet

I 1940’erne fik de tunge industrifabrikker et modstykke, da de tre haveforeninger Vesterled, Bakkevang og Fritiden blev stiftet i 1941 og 1942. Haveforeningerne blev anlagt øst for landsbyen på jord, der tidligere havde tilhørt DSB.

Ved kommunesammenlægningen i 1970 var Åby Kommune arealmæssigt den mindste af de i alt 20 sognekommuner, som blev indlemmet i Aarhus Kommune. Kommunen havde dog – især grundet kommunens driftige virksomheder – haft masser af vækst, og i 1950’erne var ledige byggegrunde blevet en mangelvare.

Dele af Åby ligner den dag i dag en gammel landsby med flere gamle bindingsværkshuse, hvoraf nogle er stråtækte. Selvom Åby Kommune ønskede at bevare det gamle landsbysamfund, gav en byplanvedtægt fra 1957 mulighed for at fjerne næsten al den gamle bebyggelse. Planerne blev videreudviklet i en bygningsvedtægt fra 1962, hvor hele landsbyen og dele af kolonihaveområdet blev udlagt til boligforeningsbyggeri i op til fire etager. Det lykkedes dog indbyggerne i Åby at forhindre planerne, så vi i dag fortsat kan glæde os over de mange fine gamle kulturhistoriske og landsbyarkitektoniske træk.

Som et lille slutkuriosum kan det nævnes, at Åby har lagt navn til et æble kaldet Åbyæblet. Æblet blev beskrevet i 1913 i et værk om dansk frugt og skulle efter sigende være forædlet af gartner Vilhelm Jensen fra gartneriet Belgrano, der lå på Vibyvej i Åbyhøj. Åbyæblet er et madæble, hvor æbletræet er meget hårdført og kan blive stort. I forbindelse med Åbyhøjs 100-års jubilæum blev der plantet et Åbyæbletræ i parken, der løber mellem Åby og Åbyhøj.