Djurslands mest beskedne kraftværk fejrede 25 år i Dampens tjeneste
Der findes ikke en enkelt reservedel, der kan erstatte Ann Møgelvangs betydning for Djursland for fuld Damp.
Ann Møgelvang er ikke meget for at være i centrum.
Hun både siger det og viser det. For eksempel når en kameralinse løftes, og hun bliver bedt om at stile sig op foran den.
»Er det nu også nødvendigt?«
Men selv om spotlightet ikke er det foretrukne sted at befinde sig, så kan man jo godt være stolt over, at man faktisk har fået det rettet mod sig.
Og det var Ann Møgelvang også. Det både sagde og viste hun, da Djursland for Fuld Damps uopslidelige motor, fyrbøder og lokomotivfører kunne fejre 25 års jubilæum hos turistattraktionen i Allingåbro.
Med vanlig selvudslettende mine havde hun dagen forinden været en anelse nervøs for, om der mon ville dukke folk op, og på jubilæumsdagen 15. maj var det naturligvis som om, Fredericia Banegård havde overtaget den gamle stationsbygning i Allingåbro.
»Dte er meget overvældende. Det er det virkelig. Jeg er meget heldig, at jeg får lov at møde så mange mennesker, og at så mange mennesker, som jeg har haft berøring med i mit arbejdsliv dukker op her i dag. Så tænker jeg, at jeg nok gør noget godt alligevel,« konstaterede Ann Møgelvang skævt smilende.
Stærke følelser
Hun kom til Djursland for fuld Damp i 2000, efter hun havde uddannet sig som kontorassistent på posthuset i Ørsted.
Posthuset skulle lukkes og i stedet flyttes til stationen i Allingåbro, hvor Djursland for fuld Damp havde fået til huse nogle få år forinden, og matchet mellem Ann Møgelvang og de kommende arbejdsopgaver i huset passede som et postkort i en A6-kuvert.
»Jeg blev ansat, fordi jeg kunne alt på den ene side, og så skulle jeg selvfølgelig lære alt det andet,« fortæller Ann Møgelvang og husker særligt én episode 14 dage efter, hun var blevet ansat, hvor den 25 år yngre Ann Møgelvang, som absolut heller ikke brød sig om at være midtpunkt, blev bedt om at guide en delegation fra en svensk venskabsby rundt i området på en bustur.
»Der blev jeg virkelig smidt direkte ud i det. Jeg kan stadig huske den der følelse af at træde op i bussen og tænke ’nej, nej, nej’. Men efterfølgende tænkte jeg, at det var sejt, at jeg kom igennem det, og det er en sejr, hver gang man overvinder den følelse. Den bruger jeg jo i dag, når de unge mennesker, der arbejder her, skal tage deres første store gruppe med ud til skinnecyklerne, for den følelse kender jeg,« forklarer hun.
Et ualmindeligt godt menneske
Det er blandt andet nogle af de egenskaber, som gør Ann Møgelvang til mere end et almindeligt aktiv for Djursland for fuld Damp, mener bestyrelsesformand Torben Jensen.
»Hun kan jo alting. Ann sidder med en enorm viden igennem hendes 25 år her, og hun står for alt lige fra regnskaberne og referater fra bestyrelsesmøder. Hun kender alle tilladelserne og alle godkendelserne, og hun ved, hvordan bestyrelsens skal registreres, og hun kan danne netværk. Og så er hun god til de unge mennesker, der arbejder her i løbet af sommeren. De får ansvar, og på den måde er Ann jo med til at føre dem godt ind i arbejdslivet. Jeg kan godt sige, at hun er uundværlig for os. Og så er Ann jo også et ualmindeligt godt menneske,« siger Torben Jensen.
Det hele værd
Med et øredøvende pift satte en af dagens gæster Ann Møgelvang endnu mere i fokus til en kort takketale til de fremmødte.
Her konstaterede dagens hovedperson, at hun nok ikke fortsætter 25 år mere, til hun selv nærmer sig de 75 år, men for nuværende har hun absolut ingen planer om at køre engagementet i den lokale turistattraktion i remise.
»Der er jo lange dage, og om sommeren ved min familie jo godt, at så kan de finde mig her, men jeg elsker stadig at møde gæsterne. Når de kommer hjem med store smil og siger tak for en fantastisk oplevelse, så ved jeg, at det er det hele værd, og det giver mig lyst til at stå op og gøre det igen dagen efter,« siger Ann Møgelvang.