Fortsæt til indhold

Hed debat blusset op efter ulykke: »Mister ældre kørekortet kan det give øget risiko for depression og stress«

Det kan især ramme de ældres fritidsaktiviteter og sociale liv at miste kørekortet, påpeger forskere.

Samfund
Citathistorie: Videnskab.dk

I april kørte en mand ind i en gruppe cafégæster i København, efter han mistede herredømmet over sin bil. Han tog angiveligt fejl af speeder og bremse. Og så var han i øvrigt 75 år gammel.

Heldigvis kostede ulykken ikke menneskeliv. Til gengæld ruskede den op i en gammel debat om, hvor længe ældre mennesker bør blive ved med at køre bil.

Det skriver Videnskab.dk.

Uanset hvad man måtte mene om den sag, peger forskningen på en problematik, man bør være opmærksom på, når ældre bilister før eller senere får frataget eller opgiver kørekortet:

»Det kan være forbundet med et stort tab af både livskvalitet, helbred og følelse af selvbestemmelse over eget liv,« lyder det fra Sonja Haustein, professor i adfærdspsykologi ved DTU Management.

Sonja Haustein har i flere år forsket i transportpsykologi: Hvordan bevæger vi os rundt i samfundet, hvilke transportformer vælger vi og hvorfor.

Men hvorfor kan ældre borgere ikke bare bruge et andet transportmiddel?

»Selvom der er positive effekter på helbredet, når man bevæger sig mere, er der stadig en række udfordringer for ældre mennesker, hvis de vil cykle, gå eller bevæge sig til og fra offentlig transport,« svarer Sonja Haustein.

»De kommer mere alvorligt til skade, når de falder, så det at cykle kan være forbundet med en øget risiko for dem. De falder også nemmere på vej ind og ud af toget, eller når de står i bussen. Så det kan være sværere, mere bekymrende og uoverskueligt end som så for de ældre.«

Fysiske og psykiske konsekvenser

Anu Siren er professor i gerontologi, eller ‘læren om aldring med fokus på alderdom’, ved universitetet i Tampere, Finland, men har i mange år forsket i Danmark, blandt andet sammen med Sonja Haustein.

Hun fortæller, at der er flere negative effekter forbundet med at miste mobiliteten, men en af de vigtigste faktorer er det sociale og rekreative.

»Og når livskvaliteten falder, kan det give øget risiko for depression, stress og følelse af isolation. Det betyder også, at man bevæger sig mindre, så det kan også påvirke de ældre fysisk,« siger hun.

Efter ulykken i København har både Moderaterne og Danmarksdemokraterne udtrykt åbenhed over for at genbesøge kravene til ældre bilisters lægetjek, mens Radikale Venstre har samme standpunkt som i 2017:

Det skal kræve hyppige lægetjek for ældre over 75 år at få fornyet deres kørekort. Selv mener Sonja Haustein ikke, at hverken den nuværende eller gamle løsning er ideel.

»Men vi ved fra en evaluering, at den gamle løsning (med jævnlige lægetjek, red.) ikke havde positive effekter på trafiksikkerhed,« siger hun med henvisning til forskning, Anu Siren har foretaget.

»Til gengæld peger forskning på en positiv effekt ved, at man personligt skal dukke op et sted fysisk for at forny kørekortet. Hvis ikke man kan administrere det, er det måske en god indikator på, at man ikke skal have det fornyet.«

Man bør i det hele taget huske, at det er en stor omvæltning at blive mere afhængig af andre og skifte transportmiddel, siger Sonja Haustein.

Anu Siren er enig:

»Man skal være opmærksom på, at det kan have de her negative konsekvenser for livskvaliteten. Og så skal man huske, at det med at vurdere, om nogen bør beholde kørekortet, det er altså en meget mere kompleks vurdering, end mange gør det til.«