Fortsæt til indhold

Det tager tid at lave en festival: Sådan kan du støtte

Allerede nu er de frivillige i Ebeltoft i arbejdstøjet for at skaffe penge til at afvikle den store Ebelfestival i efterårsferien. Og du kan hjælpe på flere måder.

Samfund

Der er næppe noget så fint som når æbletræerne blomstrer i maj, men tiden går hurtigt, og blomsterne er allerede forvandlet til små spirende frugter, der skal høstes i oktober, hvis alt går godt.

Det plejer det at gøre, i hvert fald for de 14 æblelunde, der findes i Ebeltoft, ikke mindst takket være de frivillige, som hele året rundt passer og plejer lundene.

De sørger for, at de 14 lunde kan bidrage til de cirka 20 ton æbler, som skal bruges til byens store Ebelfestival i oktober.

Ligesom både træer og frivillige allerede nu er i gang med deres del af arbejdet, så er bestyrelsen bag festivalen det også, for hvis man skal have frugt at presse juice af, må man ’plante frøene’ i god tid.

Det tager nemlig lang tid at forberede byens største begivenhed.

Der er noget for både store og små til Ebeltofts store efteråsfestival, men hvis den skal blive til noget år efter år, har den brug for støtte. Foto: Anne Frank Henriksen

Økonomisk saft

Sidste år blev festivalens 20-års fødselsdag markeret flot og godt.

Flere stadeholdere meldte om rekordomsætning, og det flugtede godt med, at foreningens frivillige oplevede en stor tilstrømning til madboder og telte.

Faktisk var der så mange mennesker, at festivalen løb tør for æbler.

»Vores eneste mindre succes, som måske i virkeligheden er en overvældende succes, var, at vi løb tør for æbler lørdag formiddag, festivalens sidste dag,« fortalte formand Gete Villefrance, da ugen var slut.

Efterspørgslen var simpelthen for stor i forhold til, hvor mange æbler de kunne skaffe.

Lørdag sidste år løb Ebelfestivalen tør for æbler efter et rekordstort salg. Foto: Anne Frank hneriksen

»Vi pressede godt 20 ton æbler. Vi fik i løbet af ugen ekstra æbler leveret. Men til slut kunne vi ikke skaffe flere æbler, så vi måtte slutte salget et par timer før planlagt. Da var der udsolgt i æblemost, æbler og æbletræer. Vi har aldrig solgt så meget.«

Alligevel er foreningen allerede igen i gang med at skaffe en økonomisk (juice)indsprøjtning til dette års festival.

Selvom der var rekordstort salg sidste år, så blev overskuddet ’kun’ på cirka 8.000 kroner, forklarer formanden.

»Vi har selvfølgelig opbygget en egenkapital i løbet af årene, sådan at vi kan holde en festival, hvis alt skulle gå galt, men ellers er det ikke meningen, vi skal have et stort overskud.«

Ofte skal der også bruges nogle penge, som for eksempel sidste år, da der blev indkøbt gode solide regnjakker til alle frivillige for 75.000 kroner.

»Og så gik vores truck lige pludselig i stykker, så vi måtte ud og købe en ny.«

Foreningen modtager ingen faste tilskud, men søger selvfølgelig ved kommunen hvert år, som plejer at støtte med et varierende beløb i omegnen af 30-40.000 kroner.

Omsætningen på festivalen ligger på omkring en million kroner, og da det jo som bekendt ikke er det samme som overskud, så har foreningen brug for at modtage sponsorater og indsamle penge til at afvikle festivalen for.

Du kan støtte Ebelfestivalen ved at købe vin. Det lyder som en win win, men er du ikke til druer, så er der andre gode måder, man kan støtte på. Foto: Anne Frank Henriksen

Ekstra stort sponsorat

Ebelfestivalen er en realitet takket være cirka 200 hjælpere, hvor ingen er lønnet. Det er i sig selv et bifald værd, når man tænker på, at festivalen tiltrækker mange tusind mennesker til i efterårsferien, som kommer mange af de erhvervsdrivende til gode og derfor hele området.

Men pengene til at afvikle festivalen flyder ikke ind på kontoen af sig selv.

»Vi er i gang med at sende sponsorbreve ud nu, og det er i stort omfang sponsorater, vi lever af, sammen med salg af æblemost og stadepladser,« siger Gete Villefrance, som dog kan afsløre, at de allerede i år har fået en ekstra stor hjælpende hånd.

»Sparekassen Danmark, tidligere Sparekassen Djursland, har allerede valgt at støtte med 50.000 kroner. Det er meget, meget flot, og det er vi virkelig glade for, for det gør, at vi allerede er lidt længere, end vi plejer at være på nuværende tidspunkt. Men enlig svale gør ingen sommer, så vi har stadig brug for byens opbakning til aktiviteterne i uge 42.«

Derfor er de frivillige også i fuld gang med at sælge skrabelodder forskellige steder i byen, for eksempel foran Kvickly, hvor man i øvrigt også kan støtte ved at købe festivalens helt egen vin. Her udgør plakatmotivet fra sidste års konkurrence etiketten på flasken.

»Uden byens støtte kan vi ikke komme i mål med festivalen. Vi håber, at så mange som muligt har lyst til at hjælpe med det, de kan, så vi sammen kan skabe en fantastisk uge i oktober,« afslutter Gete Villefrance.