Karla mistede sin far og blev mor på samme tid – det ændrede alt

Det er i 2016, Karla Hammerskov mister sin far. Måske ikke helt uventet. Men det sker pludseligt. En blodprop. 68 år gammel.

Det er også i 2016, Karla Hammerskov er højgravid med sit første barn. Døden og livet kommer på eksistentiel kollisionskurs, og sammenstødet sætter tankerne i gang.

Hvornår har man egentlig levet et godt liv?

Ville bare sige tak

Nu er det forår 2025, og vi sidder ved et bord-bænkesæt udenfor Karla og familiens hjem ved Vistoft midt i Mols Bjerge, og rundt om os er netop livet i gang med at udfolde sig.

På bordet står et par glas og en kande med vand, og så ligger der en roman ved siden af.

Det er Karla Hammerskovs debutroman, for tankerne i 2016 havde brug for at manifestere sig på papir, og så affødte de tanker nogle nye tanker og til sidst lå der 236 sider, som i sammenhæng er bogen ’de veje, vi går.’

»Jeg startede med at skrive til min far. Det var slet ikke meningen, det skulle blive en bog. Jeg havde bare brug for at sige tak. Han døde meget pludseligt, og jeg havde den der fornemmelse af: Fik jeg sagt det, jeg ville sige?,« fortæller Karla Hammerskov.

Var det godt nok?

Lars Hammerskov var ifølge hans datter en meget begavet mand. Han havde gået på universitetet, men i virkeligheden drømte han om at blive tømrer.

Ingen af delene udmøntede sig rigtig for Lars Hammerskov, og i al den tid, Karla har været hans datter, var han arbejdsløs.

Han var et naturmenneske, som elskede at tage Karla og hendes søster med ud på ture.

De sidste år af sit liv tilbragte han det meste af sin tid i sin skurvogn. Han drak for meget, og han spiste dårligt.

Ikke når Karla besøgte ham. Så var tiden dedikeret til hende, for han var opmærksom.

Så meget faktisk, at han i løbet af sit liv nåede at redde to børns liv. Ingen andre var i nærheden, da det ene barn væltede på sin cykel, og Lars Hammerskov fik barnet bragt til hospitalet, hvor der blev konstateret en hjerneblødning.

Og på et andet tidspunkt fik han såmænd reddet et barn fra en arrig vædder.

Kontrasterne i Lars Hammerskovs tilværelse gjorde Karla nysgerrig på, om hendes far mon egentlig selv ville have syntes, at han havde levet et godt liv. Om det havde givet mening.

»Hvis man ser helt snævert på det, så var han jo en udgift for samfundet. Men for os var han en ekstremt nærværende far. Alt det, han har givet os som børn, bare fordi han var der, og han ville os, det er så evigtgyldigt og noget, som jeg altid vil have med mig. Også mere end min far måske nåede at forstå. Det satte gang i spørgsmålene, og jo mere, jeg stillede dem, jo mere blev det en undersøgelse af, hvor meget man skal nå for at føle, at livet har været meningsfuldt,« uddyber Karla Hammerskov.

Længes hele tiden

Vi går over mod den store grønne skurvogn, som Karlas far tilbragte det meste af sin tid i de sidste år.

Den står nu i Karla og familiens have. Stadig med mange af farens ejendele og værktøjer og ånd.

Den bliver nu brugt til at skabe nye minder, når børnene for eksempel bruger den som et lille fristed og til hyggelige overnatninger.

Karlas skriveproces begyndte for alvor et par år efter, hendes far døde. Den har dermed været en del år undervejs, og igennem den tid blev teksterne mere og mere til en spejling.

»Jeg begyndte at overveje, om jeg selv var på vej mod det liv, jeg gerne ville leve. Jeg havde taget en uddannelse og fået et godt job, men uden at kunne mærke, om det var det rigtige. Og jeg længtes. Hele tiden. Efter ro. Efter mening. Men også bare efter noget andet, og det er sådan en præmis i mig hele tiden at længes,« fortæller hun.

Det var sådan, Karla og hendes mand og deres i alt fem børn endte i Mols Bjerge. Det gode job hos CISU i Aarhus blev sagt op, og teltpælene blev rykket op af strandsandet i Skæring og hængt op på Bykrogen ved Vistoft.

Ikke med den overbevisning om, at alt løser sig, og det gode liv bare findes på landet. Nærmere for at få ro til at mærke efter. Særligt efter tvivlen. For tvivlen er et grundstof, mener Karla Hammerskov.
Den gør os åbne overfor os selv og overfor verden.

»Det er jo ikke en selvhjælpsbog, jeg har skrevet. Den rejser flere spørgsmål, end den kommer med løsninger, og den peger på, at alting går i ring. For jeg synes, livet går i ring. Man tror, man har fundet ro, fundet mening, fundet stabilitet, og så kan man alligevel blive væltet omkuld. For livet er både toppe og dale,« siger hun.

Utroskab og alkohol

Men romanen rummer ikke kun refleksioner over farens liv og død.
Den handler også om hendes eget parforhold. Om utroskab, alkohol og kriser inde under den facade, som udefra kan ligne den gængse opfattelse af det gode liv.

Det er en beskrivelse af et liv med alle dets mange skønne og grimme aspekter, og hvordan man befinder sig i det liv.

Samtidig en slags kommentar til en tid, hvor netop facade ofte er det, vi møder på vores veje ned ad de uendelige scrolling-stier.

»Jeg tror ikke, jeg kunne have skrevet en bog, der ikke var ærlig. Det har ikke været nemt, men det har været nødvendigt. Jeg håber, det kan være med til at åbne nogle samtaler om de liv, vi faktisk lever, og ikke kun dem, vi gerne vil vise frem.«

»Vi lever i en tid, hvor vi hele tiden skal udvikle os og optimere. Men hvad hvis meningen også findes i at stå stille en gang imellem? I at lade noget være godt nok,« spørger hun.

Forskellige veje

Netop ærligheden i ’de veje, vi går’ ræsonnerer tilsyneladende hos læserne sammen med de universelle tematikker om eksistens og ikke mindst eksistensberettigelse.

»Folk siger, at det sætter noget i gang. Ikke nødvendigvis de samme spørgsmål, som jeg stiller, men deres egne. Hvordan lever jeg? Hvad giver mit liv mening? Og måske også: Er det egentlig godt nok?,« fortæller Karla Hammerskov.

Og det er faktisk blevet det store formål med bogen, fortæller hun.

At give læseren en anledning til at stoppe op et øjeblik. Ikke nødvendigvis for at finde den endelige retning, men for at turde mærke, hvor man står, inden man går.

»Jeg tror, det vigtigste, jeg har lært, er, at vi alle sammen går forskellige veje i forskellige tempi. Og at det er okay. Min far nåede måske ikke sine drømme, men han var til stede i det liv, han levede. Og det er nok det, jeg vil give videre til mine egne børn. At det faktisk også kan være nok.«