Havneby i spil til kæmpe industripark - kan blive op til 300 hektar
Industrieventyr i sigte, når Grenaa melder sig ind i kapløb om national nøgleplacering.
Norddjurs Kommune peger på område ved Grenaa Havn som god placering for én af de fem nationale industriparker, der ventes udpeget senere i år.
Området omfatter et areal på 100 hektar. På sigt kan det dog udvides til hele 300 hektar, hvis det skønnes nødvendigt, skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.
Borgmester i Norddjurs Kasper Bjerregaard (V) mener, at det for hele Djursland vil give rigtig god mening at blive en del af det nationale projekt.
»Som del af Business Region Aarhus er Djursland inde i en stærk udvikling. En national industripark vil få god synergi med virksomheder i den østjyske vækstmotor, og kan sætte turbo på udviklingen, til gavn for hele Danmarks grønne industrielle ambitioner,« siger borgmesteren.
En stor del af området er allerede udlagt til erhvervsformål i kommuneplanen, herunder til produktionsvirksomheder, og har meget nem adgang til en udbygget infrastruktur med omfartsveje og Grenaa Havn.
Det drejer sig om den nordlige del af Grenaa Havn, hvor der samtidig er mulighed for udvidelse mod både nord og vest.
Ved en eventuel fremtidig udvidelse skal man dog være opmærksom på afstanden til Hammelev, lyder det i ansøgningen.
Støtte fra naboen
For det lokale erhverv vil projektet således også have stor værdi, mener formand for erhvervsudvalget Stinne Thorsen Kvorning (LA).
»Djursland har en centralt beliggende industrihavn med store grønne ambitioner, hvor omsætningen hvert år slår rekord, men hvor der stadig er ledige erhvervsarealer omkring. Det giver mulighed for at udvikle en national industripark, som både kan trække på havnens fordele og et veletableret netværk af lokale underleverandører til industrien,« siger hun.
Syddjurs Kommune bakker op om industriparken ved Grenaa, og har lavet en støtteskrivelse som er vedlagt ansøgningen.
»NDK (Norddjurs Kommune, red.) er kendt for en stærk industriel profil og ønsker at konsolidere profilen yderligere og bidrage til den samlede industriproduktion i DK. Med industriparken vil de eksisterende attraktive rammer for industrien blive skaleret op og der forudses synergier mellem de nye og de etablerede virksomheder, f.eks. indenfor videndeling, rekruttering og kumulative vækstfordele. Synergierne gør det attraktivt for industrivirksomheder at vælge Grenaa,« lyder det i støtteskrivelsen.
Godt rustet
Området omkring Grenaa Havn er godt rustet til at modtage nye virksomheder med tungt logistik- og transport behov, noterer Norddjurs Kommune i ansøgningen.
De seneste år er der gennemført væsentlige forbedringer af omfartsvejene, som er klargjort til mere trafikbelastning og tunge køretøjer. Etableringen af Nordre Kattegatvej har skabt en direkte forbindelse mellem Grenaa Havn og det overordnede vejnet, og der arbejdes målrettet i Rute 15-komitéen for at sikre endnu bedre tilgængelighed til og fra Grenaa.
Det nationale infrastrukturforlig har desuden udmøntet sig i konkrete vejforbedringer mod Djurslandmotorvejen, og Business Region Aarhus arbejder for en udvidelse af E45 ved Randers til seks spor – en indsats, der vil styrke forbindelsen til det nationale og internationale motorvejsnet yderligere.