Politisk jubel over ny investor til Aarhus Airport: »Nu kommer der luft under vingerne«
»Det lover godt for erhvervsudviklingen i Aarhus,« lyder det fra Venstres gruppeformand.
»En fantastisk nyhed og mulighed for Aarhus Lufthavn og erhvervslivet. Nu tror vi for alvor på, at lufthavnen får luft under vingerne.«
Sådan lyder reaktionen fra gruppeformand for Venstre, Gert Bjerregaard, efter Aarhus Airports investor er blevet afsløret.
Det drejer sig om Fairchild Denmark ApS, som er finansieret af britisk og nordisk kapital, investeringsselskaber, pensionskasser og øvrige investorer. Heraf er flere fra Aarhus og øvrige dele af Jylland.
»Vi fået en orientering fra Fairchild Denmark ApS og et større blik for deres ambitioner og mulige perspektiver, og det lover godt for erhvervsudviklingen i Aarhus, ja hele regionen,« siger Bjerregaard og fortsætter:
»Det er hamrende vigtigt, at der er tale om langsigtede perspektiver på investeringen i lufthavnen. Fairchild ønsker at udvikle lufthavnen inden for nye forretningsområder både med internationale partnere og lokale selskaber i Aarhus og Jylland. Med de udmeldinger ser det ud til at Aarhus Airport kan blive den foretrukne lufthavn i Jylland.«