Fortsæt til indhold

Milliarderne vælter ind i kommunen sammen med turisterne

Aldrig før har turisterne lagt så mange penge i Norddjurs Kommune som i 2024.

Samfund
sica

2,36 milliarder kroner.

Så mange penge afleverede turisterne i Norddjurs Kommune i 2024, viser nye tal fra VisitDenmark. Og det er rekord.

I den tid VisitDenmark har lavet prognoser for omsætningen fra turisterne, har de aldrig tidligere brugt flere penge, mens de har opholdt sig i Norddjurs.

Det skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

Nyheden vækker begejstring hos borgmester i Norddjurs Kommune, Kasper Bjerregaard:

»Det er en fantastisk nyhed at få fra VisitDenmark, og jeg glæder mig utrolig meget over, at stadigt flere turister får øjnene op for alt det, vi har at byde på i hele Norddjurs. Det er også en udvikling der forpligter, så vi skal gøre alt for, at de positive takter fortsætter,« siger Kasper Bjerregaard.

Vil have flere turister

Turismeomsætningen i Norddjurs er steget støt fra 1.34 mia. kroner i 2019 til nu 2.36 mio. i 2024.

Selv i corona-årene var tallet opadgående, og det betyder meget for en kommune som Norddjurs, fastslår borgmesteren.

»Flere turister betyder flere arbejdspladser. Og øget beskæftigelse kommer jo os alle sammen til gode, så derfor er turismeerhvervet også et strategisk indsatsområde for Norddjurs,« lyder det fra borgmesesteren.

Blandt andet er 18 nye, store ferieboliger i Fjellerup Feriecenter netop blevet indviet, og de kan potentielt skabe yderliggere 80.000 årlige overnatninger.
Samtidig er formålet med projektet Udvikling Fjellerup, at det skal tiltrække endnu flere turister til området, når arbejdet med at etablere blandt andet nye opholdssteder til gæsterne for alvor går i gang i 2027.

Roser fra Borgen

Det er ikke kun på rådhuset, at udviklingen er blevet noteret. På Christiansborg er den nye rekord også blevet bemærket.

Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin roser rekorden i Norddjurs:

»Dansk turisme oplevede stor fremgang i 2024, og det er blandt andet på grund af den positive udvikling i Norddjurs, hvor man har slået alle tidligere omsætningsrekorder. Det er en stærk position. Den slags resultater kræver samarbejde, og det er på sin plads at rose den store indsats fra både kommune, erhvervsliv, destinationsselskab og lokalsamfund. I Norddjurs har man virkelig ydet en stærk indsats - og som minister med ansvar for turismen kan jeg kun rose det flotte resultat,« siger ministeren.