Fortsæt til indhold

Mere end halvdelen gør det - og det er dobbelt op på bøden

Målinger ved to vejarbejder viser, at mere end halvdelen af bilisterne kørte for hurtigt forbi. Nu relancerer Vejdirektoratet en kampagne, der skal minde bilisterne om at passe på vejarbejderne.

Samfund

Mere end halvdelen af bilisterne kører for hurtigt forbi vejarbejder og udsætter dermed vejarbejderne for fare. Det viser fartmålinger, som Vejdirektoratet foretog i 2024.

Nu satser Vejdirektoratet på en genopfriskning af kampagnen ”Pas på os der vejarbejder”, som skal minde bilisterne om at overholde fartgrænserne ved vejarbejderne.

Målinger afslører farlig kørsel

De to målinger afslørede, at mere end halvdelen af bilisterne kørte hurtigere end tilladt, og cirka hver femte bilist kørte mere end 10 kilometer i timen over fartgrænsen, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

»Vi skylder dem, der bygger og vedligeholder vores veje, at passe på dem, når de udfører deres arbejde. Der er alt for mange, der kører for hurtigt forbi vejarbejder og dermed gør arbejdsdagen farlig og usikker for vejarbejderne. Et godt budskab kan ikke siges for ofte. Og jeg vil igen opfordre bilisterne til at bidrage til at sikre, at de gode vejfolk kommer sikkert hjem efter endt arbejdsdag,« siger transportminister Thomas Danielsen

Bilister overskrider hastighedsgrænserne Ifølge Søren Andersen, områdechef ved Vejdirektoratet, er de to målinger fra sidste år ikke enestående:

»Der er alt for mange, som ikke overholder hastighedsgrænserne ved vores vejarbejder. Det kan godt være, at nogle synes, at en overskridelse af hastighedsgrænsen på fem eller ti kilometer i timen ikke lyder af meget, men det kan udsætte vejarbejderne for farlige situationer, hvis bilisterne ikke påtager sig deres del af ansvaret for at passe på vejarbejderne.«

Ud over de alvorlige sikkerhedsmæssige risici, kan det også få økonomiske konsekvenser at køre for hurtigt forbi vejarbejderne. Bilister, der overskrider fartgrænsen ved disse områder, står til dobbelt bødetakst.

For at adressere problemet, genopliver Vejdirektoratet nu kampagnen »Pas på os der vejarbejder«.

Kampagnen vil være synlig på sociale medier og skilte ved vejarbejder på statsvejene.

Målingerne ved begge vejarbejder er lavet ved hjælp af såkaldt floating car data – altså data fra bilers GPS. Ved anlægsarbejdet på Holbækmotorvejen er myldretid på hverdage (klokken 6.00-9.00) udeladt, da hastigheden her var lav pga. tæt trafik.