Maria mistede grebet om livet – og fandt det igen gennem garn og masker
Hænderne bevægede sig gennem maskerne, mens tankerne gik i stå. Den kreative verden blev Maria Bjergs vej ud af stress og depression – og ind i et fællesskab, hun nu deler med tusindvis af andre.
Maria Bjerg, 29, influent og foredragsholder
»Jeg burde få flere 12-taller, jeg burde tabe mig, jeg burde få en uddannelse, jeg burde være en bedre veninde. Jeg burde alt muligt.
Men jeg kunne ikke noget. Jeg kunne ikke komme op af sengen, jeg kunne ikke komme i bad. Jeg var ikke sikker på, om livet var værd at leve længere.
Mit liv var ved at falde fra hinanden, da jeg som 20-årig blev sygemeldt med stress og depression.
At begynde at strikke reddede mig.
Måske var det den beroligende lyd af det knitrende strikketøj, min bedstemor altid havde gang i, der dukkede op i mit baghoved. Lyden af barndom og tryghed.
Jeg tog hjem og besøgte hende og spurgte, om hun ville lære mig at strikke.
Det ville hun. Snart stod vi i den lille lokale garnbutik og fyldte en papirpose med 12 nøgler garn i blå og hvid.
De efterfølgende måneder fordybede jeg mig fuldstændig i projekt ’første sweater’. Når mine hænder bevægede sig gennem maskerne, gik mine tanker i stå.
De destruktive riller, der fyldte i mit hoved, måtte vige for det fokus, jeg var nødt til at lægge i strikketøjet.
I dag kan jeg sætte nørdede begreber på, hvad der skete i mig dengang, for nu har jeg en BA i psykologi og en efteruddannelse i craft-psykologi – en psykologiform, der beskæftiger sig med effekten ved håndarbejde.
Meningsfuld selvforglemmelse, kalder man det. Når man glemmer alt omkring sig. Alt det hårde og smertefulde. Når man bare eksisterer.
Mens jeg sad og strikkede, følte jeg, at jeg udrettede noget. Selvom jeg ikke kunne overkomme at gå i bad eller snakke med nogen, kunne jeg strikke i timevis.
Da sweateren var færdig, var jeg langt fra færdig med at strikke.
Jeg havde fundet noget, jeg ikke ville miste. Og jeg havde svært ved at holde det inde.
Det blev starten på min instagramprofil ’Skaberglæde’.
Sidenhen har den vokset sig ret stor. Over 100.000 mennesker følger med, og jeg kan se på kommentarer og beskeder, at mange af dem bliver smittet med en lyst til at være kreative, en glæde i at skabe noget. Det gør mig så glad. Og de smitter også mig tilbage.
Forleden kom en kvinde hen til mig efter et af mine foredrag. Med tårer i øjnene fortalte hun, at hun lige var blevet sygemeldt, men at hun var begyndt at lære at strikke via mine videoer. Hun havde lige knækket koden til en ny strikketeknik, og det føltes bare så vigtigt for hende.
Det var vigtigt.
Jeg har været igennem tre depressioner i mit 29-år lange liv. Det betyder, at risikoen, for at det sker igen, er ret høj.
At bruge mange timer om ugen på at strikke og være kreativ er ikke kun noget jeg gør for sjov – selvom jeg synes, det er sjovt. Det er heller ikke bare et arbejde for mig, selvom jeg lever af det nu.
Det er en metode til at forebygge mørket i mig.
Det er en iltmaske, jeg er nødt til at tage på først, for at kunne være i verden – og være noget for andre.
At skabe med mine hænder minder mig om at være i det gode. Og at blive der.«