»Det er ikke noget, man gør halvhjertet«: Morten er frivillig mentor for et barn

Kan man gøre en forskel i et barns liv med bare et par timer om ugen? Spørger du Morten Foss fra Skanderborg, er svaret »Ja«.

Han har i knap fire år været mentor for et barn i en plejefamilie mellem Skanderborg og Odder, og tiden er godt givet ud.

»Jeg meldte mig som mentor, fordi jeg havde lyst til at give noget tilbage. Jeg har selv været heldig med mit liv og ikke haft de store bump på vejen. Hvis jeg kunne give noget af det overskud til et barn, der ikke har haft den samme start, så ville det give mening,« fortæller Morten Foss.

Lær for Livet matcher frivillige voksne med børn i udsatte positioner. Mentorskabet løber typisk over seks år og handler om at støtte barnet fagligt, personligt og socialt – og om at være en tryg, stabil voksen, skriver Skanderborg Kommune på sin hjemmeside.

Det langvarige engagement fik i første omgang Morten til at tøve med at melde sig.

»Man går ind i en relation med et barn, som måske har oplevet svigt før. Det forpligter. Du skal kunne holde fast, også selvom det bliver bøvlet. At være mentor er ikke noget, man gør halvhjertet,« forklarer Morten og fortsætter:

»Hvis du kan se dig selv i det, så er det noget af det mest meningsfulde, du kan bruge din tid på. Jeg vil helt klart anbefale andre at blive mentor. Der er noget helt særligt over det her med at gøre en forskel for ét barn helt konkret. Det er utroligt givende.«

Besøgene ligger fast en gang om ugen, men der er plads til fleksibilitet, hvis der er travlhed, sygdom eller lignende.

Som regel sidder Morten og barnet ved stuebordet og kigger på lektier og skoleopgaver. Andre gange snakker de bare sammen, for eksempel om fysik og kemi i dagligdagen eller bare om den omgivende verden og hverdagen.

»Jeg bruger ikke tid på at forberede mig. Hvis ikke det lige fanger at snakke om lektierne, så kigger vi typisk på de kort med det periodiske system, som jeg har givet ham. Mit mentorbarn er heldigvis meget nysgerrig. Det var også det vigtigste for mig, da jeg blev matchet. Jeg ville gerne dele min begejstring for naturvidenskab. I dag kan han en god del af det periodiske system udenad,« fortæller Morten Foss med et smil.

Han har mærket en tydelig udvikling hos barnet – ikke mindst på selvtilliden.

»På et tidspunkt fortalte han, at han havde hjulpet andre med matematik. Det var kæmpestort for mig. For han har haft det svært fagligt, så det betyder noget, at han pludselig er en, der kan hjælpe andre.«

Morten Foss har selv tre børn og desuden stor erfaring som frivillig, og han er meget bevidst om sin rolle.

»Jeg er ikke en reservefar. Jeg er ikke en ekstra social foranstaltning. Jeg er mentor. En voksen, der tror på ham og hjælper ham med at tro på sig selv. Det kan være skolefag, men også bare det at lære at lære,« understreger han.

De er ikke på sms med hinanden, venner på Facebook eller lignende, men det betyder dog ikke, at kontakten er upersonlig.

»Jeg synes, at der skal være en professionel afstand, men vi har selvfølgelig opbygget en helt særlig relation i løbet af de knap fire år, og jeg er altid glad for at høre, hvad der er sket siden sidst, når vi mødes. Det er dejligt at se, hvordan han har udviklet sig og fået mere mod på skolen og livet i det hele taget.«