Fortsæt til indhold

Store mængder regn på vej: Sådan undgår du skader i hjemmet

I den kommende uges tid er der risiko for, at vi vil få samme mængde regn, som vi har fået i de seneste tre måneder. Derfor bør man tage sig en række forholdsregler, lyder rådet fra skadedirektør.

Samfund
sb

Hvor de seneste måneder har budt på et tårnhøjt tørkeindeks herhjemme, så er der nu udsigt til, at vi i næste uge kan få lige så meget regn, som vi har fået i de tre foregående måneder.

Og selvom det formentlig er kærkomment for mange landmænd og haveejere, så følger der en risiko for skader på boligen samt oversvømmelse og vand i kældre med de store mængder nedbør.

»Efter en periode med meget tørt vejr, så er der en risiko for, at store pludselige mængder regn kan give mindre oversvømmelser, fordi vandet ikke kan nå at trænge ned i jorden, og derfor er det vigtigt, at man sørger for at riste og afløb er fri for snavs og blade. Derudover er det også en god ide at tjekke sine tagrender, og sikre sig at vandet kan løbe væk,« siger Lene Rasmussen, der er direktør for skade i Gjensidige.

Hun påpeger også, at man som husejer skal være ekstra opmærksom, hvis man ved at boligen er i risiko for at blive ramt af vand, som løber hen over jorden.

De store mængder regn kan også komme i form af lokale skybrud kombineret med vindstød af stormstyrke, og her er det særlig risikofyldt, hvis man ikke tager sig en række forholdsregler inden.

»Hvis der er risiko for skybrud og storm, bør man sikre at døre og vinduer er lukkede og tætte, og hvis man har en kælder med risiko for oversvømmelse, er det en god idé at hæve ting op fra gulvet. Derudover bør man sikre løse genstande som trampoliner og parasoller, så man ikke risikerer de går i stykker, eller forårsager skader på huset,« siger hun.

Et andet forsikringsselskab, Alm. Brand har udarbejdet denne pædagogiske to do-liste:

  • Rens afløb, tagrender og nedløbsrør. Tjek også, om nedløbs- og gennemløbsbrønde er stoppet til af blade.
  • Løft dine ting mindst 10 centimeter fra kældergulvet og placér alt på et underlag, der ikke suger vand.
  • Opbevar ikke ting i kælderen, der har stor betydning for dig, og som kan tage skade af vandet.
  • Sørg for, at vandet ikke kan trænge ind i huset ved at reparere eventuelle revner eller sprækker i husets vægge eller tag.
  • Brug eventuelt vandsikringstape ved døre og vinduer. Kommer der vand, svulmer tapen op, så vandet ikke kan trænge ind.
  • Har du ikke monteret et højvandslukke, kan du lægge plastik og en tung sandsæk over dine gulvafløb og toilet for at begrænse opstigende kloakvand. Du kan også med fordel montere en vandsikringsprop i gulvafløbet for at undgå opstigende kloakvand.
  • Monter en regnvandsventil på nedløbsrør for at afkoble tagvandet og derved undgå opstigende vand fra gulvafløb. Regnvandsventilen sørger for at vandet føres væk fra din bolig.