Folk tror, café har lukket, men: »Vi lever i bedste velgående«
Mange har forvekslet Café Slotspladsen med den konkursramte Slotskroen. Caféen er dog åben som altid.
24. marts 2025 blev restauranten Slotskroen, der lå i Slotscentret i Randers’ midtby, erklæret konkurs.
Det har ført til en del forvirring for gæster hos den nærliggende Café Slotspladsen, fortæller caféen i en pressemeddelelse, hvor det understreges, at Café Slotspladsen lever i bedste velgående.
»Mange har taget fejl af Slotskroen og Cafe Slotspladsen således, at de fejlagtigt har troet, at det var Café Slotspladsen der var lukket,« fortæller ejer af caféen, Thomas Christensen.
»Mange gange om ugen ringer folk for at høre, om Cafe Slotspladsen har åbent. Ligeledes kommer folk ind fra gaden undrende, fordi de havde troet, det var Cafe Slotspladsen, der var gået konkurs«
Forvekslingen er dog ikke kun negativ, siger ejeren:
»Når folk har fundet ud af det, er der blandt andet kommet mange arrangementer til huse, der skulle have været afholdt på Slotskroen.«
Han fortsætter:
»Vi lavede mange arrangementer sidste år, for eksempel gratis pølsehorn og juice til børnene og genbrugsmarkedsdag med stor tilslutning og gæster sammen med cityforeningen, dartmesterskaber i telt, Randers FC-arrangement på storskærm og festtelt i forbindelse med Randers-ugen. Og syntes vi gjorde meget for at markere forretningen og vores koncept. Men det drukner lidt i forvirringen over, at det skulle være os, der var gået konkurs.«
»Det er meget arbejdskrævende sådanne arrangementer, og vi forsætter med at markerer os. Her 30. og 31. maj 2025 havde vi to store arrangementer,« slutter Thomas Christensen.