Hr. Schwann ville flippe helt ud, hvis han hørte, hvad der er ved at ske i Højbjerg

»Det er tiderne,« konstateres det ofte i Matador, når Korsbæks og verdens udvikling skal forklares, ofte med et vemod over det nye på bekostning af det tabte.

Det er også tiderne, der gør, at det ikke længere er nogen selvfølge at gå til bageren om søndagen efter først sine rundstykker og siden en kage til kaffen.

I Hadsten har Mester Jacob i et stykke tid været lukket på ugens sidste dag. Helsted Bageren i Randers og Havnebageriet i Grenaa har for længst opgivet at have åbent om søndagen. Nu rammer »tiderne« også Højbjerg. Fra uge 30 må borgerne i det sydlige Aarhus gå andre steder end til Spottag Bakery, når der skal friskbagte rundstykker på morgenbordet om søndagen.

Søndag er ikke den store salgsdag som tidligere, lyder det fra de traditionelle bagermestre, der desuden kæmper med manglen på faglært arbejdskraft. Det kan nok være, at det er tiderne, men det er begrædeligt.

Man skal ikke rette smed for bager, og der er noget paradoksalt i, at traditionelle bagere må kæmpe stadig hårdere for at holde ovnen varm i en tid, hvor fødevarer har udviklet sig til en livsstilsmarkør og lidt af en videnskab. Wienerdej i mærkværdige udformninger kaldes fastelavnsboller, og det er vist stadig en ting at nuppe en BMO, eller BMW, som det kaldes i Thy (bol’ mæ’ wust). Surdejen bobler stadig i ellers pæne hjems køleskabe.

Det skyder op med mikrobagerier, hvor selvforståelsen er større end udvalget og butikslokalet. Hos nogle af dem skal man nærmest gøre sig fortjent til at få lov til at købe noget fra det spartanske sortiment, der åbenbart ikke kan fremstilles uden strikket tophue og et kraftigt skæg (fortrinsvis hos de mandlige ansatte).

Hos de traditionelle bagere er der faglighed i produktionen og et bredt udvalg på hylderne: en ægte, hvid håndværker, måske endda et horn, hvis den slags endnu kan opdrives på det frie marked. En kagemand eller kagekone uden yderligere pronominer. Bagerens dårlige øje, et formfranskbrød med birkes, franske vafler, rosenbrød, små vafler til flødeskum samt et overflødighedshorn til de helt særlige mærkedage.

Alt det risikerer at gå tabt, ikke kun om søndagen, hvis vi ikke aflægger bageren et besøg, og hvis vi ikke i tilstrækkelig grad opmuntrer den unge generation til at tage en håndværksuddannelse, uanset om det er som bager, konditor, slagter eller smed. Det kræver nok mere end statsministerens påtagede og mærkværdige optræden i DR’s Den store juniorbagedyst.

Kulturministeren taler om den danske kulturarv. Det er en traditionel bager og det, han har på hylderne. Vi bliver et fattigt land uden, søndagene bliver endnu kedeligere, men værst af alt: vores forståelse af fødevarer og vores kulturhistorie bliver en smal, trist og tom omgang, hvis de kun er et produkt af skiftende trends.

Alt er i opbrud i en grad, der ville få den lille hr. Schwann fra Damernes Magasin til at dåne. Han havde svært ved at følge med tiden, men var samtidig en kærkommen modpol til kulturelle forfald. Duften fra bageren er duften af noget, der var, er og stadig bør være der. Om ikke om søndagen, så resten af året.