Fortsæt til indhold

Asbest-fund ved Munkdrup fylder mindre end et A4-ark: Men nu ryddes der op for millioner af kroner

Byggeaffald med asbest på Børnehuset Munkdrups legeplads kræver akut oprydning og genetablering. Nu bruges der mere end tre millioner på det.

Samfund

Randers Kommune har fået kritik for håndteringen af jordarbejdet ved den nye daginstitution i Munkdrup, og flere politikere har krævet en forklaring på, hvad der er sket, og hvordan man kan forhindre det fremover.

Der er nu afsat 3,57 mio. kr. til oprydning og genetablering af legepladsen. Planen er, at legepladsen kan bruges igen efter sommerferien.

Sagen har efterladt mange usikre miner hos børn, forældre og naboer til den nybyggede daginstitution i Munkdrup.

Fundet af små mængder asbest blev gjort i marts 2025, og siden da har legepladsen været lukket af. Daginstitutionens ansatte, børnene og deres forældre har været under stærkt pres på grund af den afspærrede legeplads.

Din Avis har stillet en del spørgsmål til Randers Kommune. Men her har man afvist at svare, indtil byrådspolitikerne er orienteret. Det sker sandsynligvis i midten af denne uge.

Det ved vi

Det konkrete fund af asbest er beskedent, viser en korrespondance mellem Randers Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Der er fundet meget små mængder asbest, som svarer til mindre end én A4-side på en 4.500 kvadratmeter stor legeplads. Der er fundet et meget lille stykke tagplade i jorden.

Et gæt kunne være, at de andre mikroskopiske mængder asbest, der ikke kan ses med det blotte øje, stammer fra det stykke asbesttagplade.

Selvom Styrelsen for Patientsikkerhed har rådet Randers Kommune til at fjerne den forurenede jord, skriver de også - på et meget akademisk og tungt dansk - at det ikke er sundhedsfarligt i de mængder, der er fundet.

Styrelsen for Patientsikkerhed skriver, at det ikke er farligt at spise jorden – det er kun farligt, hvis du indånder fibrene. Samtidig viser Styrelsens beregning, at den teoretiske maksimumværdi i luften omkring daginstitutionen i Munkdrup ligger under det naturlige baggrundsniveau i byzoner.

Mængderne, der er fundet ved daginstitutionen i Munkdrup, er så små, at du sandsynligvis kan finde større mængder i din egen have. Asbest findes naturligt i naturen og har førhen været brugt på tage, på bilernes bremseskiver, til ældre blomsterkasser og mange flere steder. Derfor finder du asbesten flere steder, end du tror.

De fleste steder er mængden eller den måde, det findes i haven, ikke farligt for dig. Det forklares blandt andet på Arbejdstilsynets hjemmeside.

Se de historiske kort over grunden ved Munkdrup.

Ingen interesse i at skjule asbest

Skulle entreprenøren støde på problematisk byggeaffald, udløser det ekstra betaling for at skille sig korrekt af med det. Derfor er incitamentet fra entreprenørens side stort for at fortælle, hvad man har fundet undervejs i anlægsfasen.

Randers Kommune kører en nul-tolerance på grunden, fordi små børn skal lege på stedet. Overfladejorden fjernes, pladsen får nyt muldlag, og arbejdet foregår i lukkede zoner med vanddamp og støvfiltre. Det har forvaltningen forklaret byrådet.

To prøver uden for byggehegnet viser ingen asbest. De er taget på kommunens grund, der ligger omkring daginstitutionen. Der er ingen planer om at tage prøver andre steder i Munkdrup.

Vand i mosen

Alligevel føler flere naboer sig utrygge efter at have set havevandere vande pladsen for et par uger siden. Vandet løb over cykelstien og blev ledt ned mod den nærliggende eng og Paderup Mose.

»De forsøgte at holde støvet nede ved at sprøjte vand på. De har haft sådan nogle helt almindelige havevandere fra Jem & Fix til at stå og køre deroppe. Men problemet er jo, at det spildevand eller vand, der løb væk, det skal jo renses. Det må man jo ikke bare aflede. Og vi har jo ingen kloakker ude ved os. Det bliver jo bare ledt ned i et fredet område lige på den anden side af mosen,« fortæller Ronni Andersen, der har hus lige overfor Børnehuset Munkdrup.

Han efterlyser som nabo også viden om, hvad der sker med legepladsen.

Din Avis har spurgt Randers Kommune, der erkender at det afledte vand var håndteret uheldigt. Det kommer ikke til at ske igen, lover man.

Ifølge Din Avis’ oplysninger så udgør det afledte vand ikke nogen sikkerhedsrisiko, da den samlede mængde af asbestfibre, der er fundet i jorden ved legepladsen fylder mindre end et A4-ark. Og det blev fjernet før der blev vandet.

Man erkender også, at fokus fra kommunens side primært været på at informere de ansatte og forældrene i Børnehuset Munkdrup.

Nu overvejer kommunen at sende et informationsbrev ud til lodsejerne også, hvor processen og prøveresultaterne gennemgås trin for trin, lyder det.