Fortsæt til indhold

Otte lokale unge skal med til Folkemødet: »Vi er ikke bange for at stikke mikrofonen op i folks ansigt«

De skal blandt andet lave en video om, hvordan det er at være ung på Folkemødet. Målet er at interviewe Lars Løkke og Mette Frederiksen.

Samfund

Otte 7. klasseelever fra fem forskellige skoler i Randers Kommune har fået en unik mulighed. De skal nemlig med Randers Ungdomsskole til Folkemødet på Bornholm.

»Jeg glæder mig til at opleve Folkemødet. Det bliver hyggeligt at være afsted,« siger Katrine Nørkjær Rahbek, der går på Randers Friskole.

»Jeg glæder mig mest til at se Mette Frederiksen. Hun er statsminister, så det bliver spændende at se hende. Der er ikke mange, der får den chance,« siger Aymin Nur Ünver, der går på Forberedelsesskolen.

Eleverne ankommer til Bornholm sidst på dagen torsdag 12. juni, og så er de hjemme i Randers igen natten til søndag, så de har to hele dage på Folkemødet.

Her er de unge, der skal afsted. Det er på bagerste række fra venste Linus Riisberg, Katrine Nørkjær Rahbek, Aymin Nur Ünver, Ellen Holm-Petersen, Astrid Hougaard, Emilia Vestergaard Aakjær og på forreste række Magnus Emil Heibøll Sørensen og Mikkel Tryk Søndergaard. Foto: Cecilie Bisgaard

En demokratisk proces

Alle skoler i Randers Kommune blev tidligere på skoleåret kontaktet af Ina Wittrup, der er afdelingskoordinator i den afdeling af Randers Ungdomsskole, der hedder Center for Fritid og Demokrati.

Skolelederne fik beskrevet den mulighed, som Ungdomsskolen havde fået - de kunne sende otte elever afsted til Folkemødet. Men det krævede, at skolelederne var med på idéen, så de otte udvalgte elever kunne få fri fra skole.

»De var simpelthen alle sammen med på idéen,« fortæller Ina Wittrup.

Derefter besøgte medarbejdere fra ungdomsskolen alle 7. klasser, hvor der blev fortalt om en konkurrence. For når man kun kan have otte unge med, skal man finde en måde at udvælge dem på. Ungdomsskolen valgte at søsætte en konkurrence, hvor de interesserede elever med maksimalt 250 ord skulle skrive om deres interesse for fællesskaber og deres egen fremtid.

De otte elever, der skal til Folkemødet sammen, har mødet fem gangen, inden de tager afsted. Den sidste af gangene øvede de sig i at slå telt op. Foto: Cecilie Bisgaard

»Allerede der startede den demokratiske proces. Vi kunne have prikket nogen på skuldrene, men vi ville gerne have fat i dem, som virkelig gerne ville - dem, som skriver med hjertet, dem, som skriver med hjernen, dem, som gerne vil med for oplevelsen, og dem, som er meget demokratisk bevidste,« siger hun og fortsætter:

»Det er måske elever, der tænker, at der aldrig bliver kigget i deres retning, og de ville aldrig have fået den mulighed ellers.«

Randers Ungdomsskole har i hele denne mulighed med at sende elever til Folkemødet fokus på demokrati fremfor politik.

»Vi kunne godt tænke os at prøve at dyrke demokratiet, uden det bliver for langhåret for de unge,« siger Ina Wittrup og fortsætter:

»Hvis du giver din mening til kende og gør det ordentligt, kan du få indflydelse. De kan være med til at præge deres egen fremtid, og jeg håber, de får lyst til at ændre noget.«

Afsted med bus og telt

De otte elever fra Randers Ungdomsskole skal afsted sammen med nogle elever fra Ung Favrskov, som er vores nabokommunes ungdomsskole.

I Favrskov har de en stor bus, som kan fragte både elever og voksne til og fra Bornholm, og i Randers har de grejbanken, hvor alle kan låne telte, som de skal sove i, mens de er afsted.

De skal alle sammen bo i en camp for unge, hvor alkohol er forbudt. Her er der en fest om fredagen, hvor op mod 1.000 mennesker deltager. Det skal de otte lokale unge naturligvis være en del af.

»Jeg glæder mig ikke så meget til at sove i telt,« siger Aymin.

Både eleverne og de voksne skal sove i telt i en camp kun for unge. Foto: Cecilie Bisgaard

»Heller ikke til en lang bustur - og når vi skal hjem, bliver det med en lang færgetur, og vi kommer hjem klokken lort om natten,« siger Mikkel Tryk Søndergaard, der går på Langå Skole og er en del af Randers Fælleselevråd.

»Det bliver spændende at møde dem fra Favrskov i bussen. Vi har ikke mødt dem før, så det bliver lidt pinligt. Men det skal nok blive fint, når vi lærer dem at kende. Det var også lidt pinligt med os i starten, men nu kan alle snakke med alle,« siger Aymin.

Udover festen er det op til de unge selv, hvilke arrangementer de gerne vil deltage i på Folkemødet. Pointen er, at de skal afsted for at opleve det, og derfor skal de have stor medbestemmelse.

Interviewer kendte og politikere

Mens de er afsted, skal de otte unge mennesker lave deres egen video om, hvordan det er at være ung på Folkemødet. De skal både interviewe politikere, nogen, der har været afsted før, og nogen, der ligesom dem selv er afsted for allerførste gang.

»Målet er at interviewe Lars Løkke og Mette Frederiksen. Vi vil også gerne snakke med nogle kendte. Vi er ikke bange for at stikke mikrofonen op i folks ansigt. Vi skal bare huske at sige, at vi kommer fra Randers Ungdomsskole,« siger Emilia Vestergaard Aakjær, der går på Tirsdalens Skole.

»Vi har snakket om at lave to videoer. En, hvor vi interviewer folk, og en, hvor vi viser, hvad vi hygger os med, mens vi er afsted,« siger Mikkel.

Selvom det var »lidt pinligt« i starten, har de otte lokale unge fået et godt fællesskab, inden de sammen skal afsted til Folkemødet. Foto: Cecilie Bisgaard

Videoen - eller videoerne - er nogen, som ungdomsskolen har planer om at bruge fremadrettet. Ina Wittrup håber nemlig, at det igen næste år bliver muligt at sende nogle elever afsted til Folkemødet - hvis det vel at mærke er noget, som de unge har lyst til.

»Vi drømmer om at skabe en demokratisk platform, som vi kan give videre,« siger hun og fortsætter:

»Derfor har vi også valgt 7. klasse. De har ikke eksamener eller årsprøver, og de er samtidig de yngste i vores regi, så vi har dem en del år endnu, hvor de kan være kulturbærere. Næste år kan de vise, hvad vi kan tilbyde.«

Hun fortæller, at alle otte har mod på både at stå foran og bagved kameraet, så det kommer de til. Hvis ikke de havde haft lyst, så var de ikke blevet tvunget til det.

Fællesskab og politik

Som sagt skulle de unge tilmelde sig en konkurrence for at få muligheden for at tage med til Folkemødet. Og der er vidt forskellige årsager til, at de har meldt sig. Der er dem, der har meldt sig til, fordi vennerne gjorde.

»Da jeg fandt ud af, at Astrid og Aymin havde skrevet, tænkte jeg, at så ville jeg også,« siger Ellen Holm-Petersen, der ligesom de to nævnte piger går på Forberedelsesskolen

Der er også dem, der er nysgerrige på demokrati og politik.

»Det er ikke så meget, vi snakker om politik i hverdagen, og det vil jeg gerne. Vi snakker kun lidt om, hvad der sker i Danmark og om Trump. Men det er fedt at vide, hvad der sker i verden. Synes du ikke?« siger Katrine.

»Det er ikke så meget, vi snakker om politik i hverdagen, og det vil jeg gerne. Vi snakker kun lidt om, hvad der sker i Danmark og om Trump. Men det er fedt at vide, hvad der sker i verden. Synes du ikke?« siger Katrine Nørkjær Rahbek (forreste række til højre). Foto: Cecilie Bisgaard

Der er også nogen, der har meldt sig, fordi de regner med, det bliver en stor oplevelse.

»Jeg tænkte, det lød sjovt at komme med til Folkemødet. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad det var for noget, men jeg vidste, at det er en stor begivenhed, hvor der kommer mange mennesker,« siger Linus Riisberg, der går på Randers Lille Skole.

»Jeg synes, ungdomsskolen laver nogle sjove og hyggelige ting, så jeg tænkte, at det her var det samme. Jeg er i ungdomsklubben næsten hver gang, der er åbent,« siger Emilia.

»Jeg ville bare gerne møde nogen andre - og gøre min mor stolt. Både min mor og mormor har været i byrådet,« siger Magnus Emil Heibøll Sørensen, der går på Randers Lille Skole.

Det er måske mere på grund af fællesskab end politik, at I meldte jer til konkurrencen?

»Ja, jeg gjorde det for fællesskabet,« siger Astrid Hougaard fra Forberedelsesskolen.

»Men også lidt for politik, for jeg vil gerne møde Mette Frederiksen,« siger klassekammeraten Aymin.