Nu genopstår “Djurslands Louisiana”
Enkesædet Bollegård ved Hevring danner igen rammen om kunstudstillinger med billedkunst og keramik.
Enkesædet Bollegård ved Hevring, der i 1970erne var hjemsted for en række udstillinger, slår i pinsen igen dørene op til en weekend i kunstens tegn.
Dermed genopstår den over 100 år gamle og imposante bygning som ’Djurslands Louisiana’, skriver den nuværende ejer af Bollegård Rune Langhoff i en pressemeddelelse.
I 1970erne var Enkesædet Bollegård nemlig rammen om en lang række kunstudstillinger, koncerter og andre kulturarrangementer.
Arrangementerne var så succesfulde, at Enkesædet Bollegård blev omtalt som “Djurslands Louisiana”, inspireret af det berømte kunstmuseum i Humlebæk nord for København.
Kähler kommer
Og nu bliver traditionen så genoptaget – i hvert fald for en stund - når Enkesædet Bollegård i pinseweekenden slår dørene op til en to-dages-udstilling med billedkunst og keramik.
Her udstiller blandt andet Lars Kähler, der er femte generation af den berømte keramikfamilie Kähler, der i omkring 175 år har beskæftiget sig med pottemageri.
Lars Kähler har selv over 50 års virke som udøvende pottemager bag sig.
Han udstiller eksempler på sin keramik sammen med sin elev, keramiker Ronja Bek Craig, der i flere år har stået i lære hos Lars Kähler.
Foruden de to keramikere kan man på udstillingen opleve billedkunst af Bente Langhoff.
Hun har igennem 20 år udstillet sine værker til årlige påskeudstillinger ved Langå, men har også udstillet en række andre steder herhjemme og i udlandet.
Alle tre kunstnere vil være til stede under udstillingen.
Dyk ned i historien
På udstillingen vil der også være mulighed for at dykke ned i Enkesædet Bollegårds historie som lokal kulturinstitution, idet man kan se nærmere på en række udstillingsplakater fra tiden i 1970erne.
Disse plakater er for nylig blevet doneret til Enkesædet Bollegård af arvingerne efter ægteparret Tove og Michael Freud-Magnus, der drev udstillingsstedet i 1970erne.
Igennem nogle år udstillede langt over 100 kunstnere på stedet med fokus på moderne malerkunst, men også skulptur, keramik, grafik og tegning, ligesom der ved mindst én lejlighed blev afholdt en bogudstilling.
Plakaterne fra 1970erne har i øvrigt også inspireret til den aktuelle pinseudstillings plakat, hvor både logo og skrifttype går igen.
Enkesædet Bollegård, der blev bygget til enken fra Hevringholm Gods i 1920, er i dag et privat hjem, men to af etagerne udlejes til refugieophold for kunstnere, forfattere og forskere, ligesom der blandt andet arrangeres seminarer og fester på stedet.
Årets udstilling finder sted lørdag og søndag i pinseweekenden lørdag 7. og søndag 8. juni.
Der er åbent hver dag fra klokken 10 til 17, og der er gratis adgang.