Fortsæt til indhold

Byrådet hasteindkaldes - skal historisk koloni rives ned og erstattes af sommerhuse?

Ejer ønsker nedrivning efter en tidobling af grundværdien, men politikere vil bevare Ahls kulturhistorie. Der er en stram deadline, og derfor er byrådet hasteindkaldt på mandag. Ejer truer med retsligt efterspil, hvis tilladeln ikke gives

Samfund

Syddjurs Byråd er hasteindkaldt til et ekstraordinært møde for at tage stilling til fremtiden for en af de fire feriekolonier, der befinder sig på Ahl ved Ebeltoft.

Ejendommen, som blev opført i 1936 og senere ombygget i 1983, har gennem tiden fungeret som feriekoloni for børn, lejrskole og kursusejendom. I dag er den privatejet og kendt som Ahl Lejrskole og Kursuscenter.

Ejeren Claus Hjort har søgt om at nedrive alle bygningerne på grunden og i stedet udstykke området til otte sommerhusgrunde.

Som begrundelse angiver han blandt andet stigende grundværdi og flere års økonomisk underskud ved fortsat drift som lejrskole.

»Det er ikke muligt at afhænde ejendommen som lejrskole til en bæredygtig pris,« fortæller Claus Hjort.

»Det er i bund og grund staten, der har smadret min forretning ved at tidoble ejendomsskatten. Før de nye vurderinger kom i 2021, var grundværdien 1,1 million kroner. Nu har man bestemt, at grunden potentielt kan indeholde otte sommerhuse, og derfor er grundværdien steget til 11 millioner.«

Han forklarer, at han har klaget til vurderingsankenævnet, som har afvist klagen.

»Jeg har henvendelser fra folk, som gerne vil købe stedet, men når de hører ejendomsskatterne, løber de skrigende væk. Derfor har jeg ikke andet valg end at rive stedet ned og udstykke til sommerhusgrunde.«

Jeg kan sige allerede nu, at hvis de afviser at give tilladelsen til nedrivningen, så laver jeg et retsligt efterspil, for det er en urimelig kort frist, jeg har fået.«
Claus Hjort, ejer

Eksperter advarer

Ansøgningen har været i offentlig høring i fire uger, og både Museum Østjylland og By- og Landskabskultur i Syddjurs (BLIS) har indsendt kritiske høringssvar.

Museum Østjylland peger på bygningens historiske betydning – blandt andet som feriested for arbejderbørn og senere som tilholdssted for tyske soldater og flygtninge under Anden Verdenskrig. Museet fraråder nedrivning.

BLIS fremhæver ejendommens betydning for områdets bygningskultur og opfordrer kommunen til at stille strenge krav til udformningen af eventuelle nye sommerhuse, hvis nedrivningen bliver godkendt.

Hastes til byrådet

Et flertal i erhvervs- og planudvalget godkendte 11. juni ansøgningen om nedrivning, men mindretallet – bestående af Jan Fischer og Ole S. Hansen (begge S) – kunne ikke tiltræde beslutningen. De har derfor gjort brug af den såkaldte standsningsret, som betyder, at hele byrådet nu skal tage stilling til sagen.

»Jan Fischer og Ole S. Hansen ønsker at følge BLIS og Museum Østjyllands høringssvar om ikke at give nedrivningstilladelse og samtidig give det samlede byråd mulighed for at forholde sig til sagen,« lyder det i kommunens fremstilling af sagen.

Ole S. Hansen uddyber:

»Vi skal passe på vores kulturarv, og vi mener, at en sag som denne fortjener at blive vendt i byrådet.«

Før de nye vurderinger kom i 2021 var grundværdien 1,1 million kroner. Nu har man bestemt, at grunden potentielt kan indeholde otte sommerhuse, og derfor er grundværdien steget til 11 millioner. Foto: Syddjurs Kommune

Efter mødet i udvalget er kommunen dog blevet opmærksom på, at på grund af lovgivningens tidsfrister i sager som denne, skal beslutningen være truffet senest mandag 16. juni. Derfor hasteindkaldelsen til et ekstraordinært byrådsmøde.

Administrationen har allerede anbefalet, at nedrivningen godkendes. De vurderer, at selv om bygningen har kulturhistorisk værdi, vil en nedrivning ikke udgøre et væsentligt tab for kommunen som helhed.

Hvis byrådet vælger at nedlægge forbud mod nedrivningen, forpligter det kommunen til at udarbejde en bevarende lokalplan inden for ét år.

Da avisen fanger ejer Claus Hjort fredag eftermiddag, er han målløs over den stramme tidsfrist.

»Jeg har først lige nu fået brevet fra Syddjurs, her til eftermiddag, og jeg skal indgive min partshøring senest mandag før mødet. Jeg kan sige allerede nu, at hvis de afviser at give tilladelsen til nedrivningen, så laver jeg et retsligt efterspil, for det er en urimelig kort frist, jeg har fået.«