Emma tog iltmasken af i dødszonen: »Jeg følte mig stærk og var fyldt med overskud«

Emma Østergaard er netop hjemvendt til Aarhus, efter hun har besteget verdens tredjehøjeste bjerg, Kachenjunga, som den første dansker.

Bjerget ligger på grænsen mellem Nepal og Indien og er et af de farligste bjerge at bestige på grund af de uforudsigelige vejrforhold. Noget, som Emma Østergaard opdagede helt tæt på under turen.

Hun påbegyndte ekspeditionen 11. april, hvor hun drog mod basecamp, hvorfra selve bestigningen af bjerget blev begyndt. Det i sig selv var en lang rejse, hvor hun både kørte med jeep og trekkede for at nå til en lille by, hvor der kun var et hus. Herfra skulle hun flyve med helikopter, hvorefter hun endelig var fremme i basecamp.

»Der var sindssygt langt til basecamp. Jeg tror, at det er derfor, at bjerget er så sjældent besøgt. Der er heller ikke særlig meget at finde om det,« siger Emma Østergaard og fortsætter:

»Basecamp er der, hvor du slår lejr i en lavere højde på næsten 5.400 meter. Men man kan ikke bare påbegynde bestigningen, når man er ankommet til basecamp. Man skal først begynde at akklimatisere kroppen over noget tid.«

Allerede under trekkingen begyndte hun at akklimatisere kroppen for at hun kunne holde til at være i basecamp.

Kaos og dårlig kommunikation

Fra Emma Østergaard var ved basecamp 21. april, gik der næsten en måned, før hun stod på toppen af bjerget 18. maj.

Grunden til den lange ventetid er, at kroppen skal akklimatiseres for at vende sig til højden. Derfor boede hun i en længere periode i basecampen, hvorfra hun havde flere forskellige ture op ad bjerget.

Turene op ad bjerget kaldes rotationer og handler om, at man af flere omgange når op i en vis højde og tilvænner kroppen,

Denne gang havde Emma Østergaard valgt at være en del af en international gruppe, som hun ikke endte med at være helt tilfreds med.

»Det var kaos. Der var ikke nogen ordentlig ledelse i gruppen eller kommunikation. Så jeg endte med ikke at følge med teamet.«

Udover at hun havde tilmeldt sig et internationalt team, har hun altid en sherpa med på turen. Dog kunne hendes første sherpa ikke komme, og den anden, hun fik tildelt, kom heller ikke. Det var først, da hun var halvvejs i hendes anden rotation, at den tredje sherpa dukkede op.

»Jeg var allerede ikke enig med teamet i starten, da vi akklimatiserede. Den måde, de lavede akklimatisering på, mente jeg slet ikke var nok til, at vi skulle være klar til at bestige et bjerg.«

Derudover var de ifølge Emma Østergaard dårlige til at tage hensyn til vejrforholdene, og de tog heller ikke hensyn til at få nok hvile.

»Jeg var næsten kun lige kommet tilbage fra min anden rotation på bjerget, før jeg fik at vide, at vi skulle gennemføre bestigningen dagen efter,« siger Emma Østergaard og fortsætter:

»Mit hjerte sank, og jeg tænkte, det kan jeg ikke.«

Hun forsøgte at finde nogle, som ville alliere sig med hende og vente. Det var dog sværere end forventet, og hun besluttede sig derfor for at følges med teamet. Men om morgenen fik hun en klump i maven.

»Jeg kiggede op på bjerget og kunne mærke, at det skulle jeg ikke. Jeg havde slet ikke fået nok information, akklimatisering eller nok hvile.«

Da teamet begyndte bestigningen, så de kunne nå toppen 10. maj, græd Emma Østergaard, fordi hun måtte blive alene tilbage, selvom hun vidste, det var den rigtige beslutning.

Det rigtige valg

Emma Østergaard sad derfor tilbage i basecamp, efter hun havde truffet den svære beslutning om at udskyde bestigningen til næste gang vinden lagde sig på bjerget.

»Selvom jeg synes, det var en hård beslutning, blev jeg hurtigt bekræftet i, at det var det rigtige valg.«

Nede i basecamp kunne hun følge med i de andres bestigning ved hjælp af en walkie-talkie.

Da teamet nåede til camp fire og startede det såkaldte summit push, hvor man går direkte til toppen uden hvile, var de alt for trætte. To ud af syv vendte allerede om i camp to. For de resterende fem gik bestigningen rigtig langsomt. De brugte 20 timer på at nå toppen.

På vej ned begyndte de skrækkelige hændelser.

»Der var to af mændene, der begyndte at få en mærkelig opførsel, hvor den ene blev meget voldsom. Det kan ske, når man får højdesyge, såkaldt hjerneødem, og det begynder at trykke på hjernen. I værste tilfælde kan man dø indenfor 24 timer af det.«

Derudover var der to redningsaktioner, hvor en af mændene måtte efterlades i 7.800 meters højde for derefter at blive reddet ned med helikopter fra camp to. En anden mand fra teamet valgte at fortsætte alene til basecamp, da de andre valgte at holde pause.

Herefter blev han fundet i en tilstand, hvor det lignede, at han var livløs.

»Der var også en kvinde fra et andet team, som omkom i 8.000 meters højde. Så det bekræfter at følge min egen intuition og være tro mod, hvordan jeg vil klatre, var den helt rigtige beslutning.

Overhalede alle

Emnma Østergaard og hendes sherpa Pasang startede bestigningen 17. maj om aftenen. De ønskede ikke at gå i hælene af andre, hvorfor de ventede til senere på aftenen.

»Vi endte med at overhale alle de andre, der gik før os. Jeg var fyldt med energi og overskud efter at have fået nok hvile.«

Allerede den efterfølgende morgen nåede Emma Østergaard og hendes sherpa Pasang toppen.

»Det var kæmpestort at være den første dansker, der er nået toppen af verdens tredjehøjeste bjerg.«

Da hun stod på toppen, tog hun iltmasken af i 30 minutter.

»Jeg følte mig stærk og var fyldt med overskud, selvom det var rigtig hårdt.«

For Emma Østergaard er næste mål allerede lagt næste sommer. Her vil hun gerne bestige verdens næsthøjeste bjerg, K2, som er beliggende i den pakistansk kontrollerede del af Kashmir.