Fortsæt til indhold

Disse bilister kører alt for stærkt - og de indrømmer det

Når håndværkere, pakketransporter og andre erhvervsdrivende i varebiler kører på landevejen, er tempoet oftere for højt end det er i personbiler. Den travle adfærd kan også aflæses i ulykkesstatistikken, hvor varebiler er overrepræsenterede.

Samfund

Der er travlt i det private erhvervsliv. Og det lader til at skinne igennem i forhold til hastigheden på de gulpladebiler, som er med til at holde Danmark i gang.

Der er nemlig en markant større andel af varevognschauffører, som kører for stærkt, sammenlignet med personbiler

Det skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Blandt varebilschaufførerne er det 34 procent, som meget ofte, ofte eller en gang imellem kører 90 kilometer i timen eller mere på veje, hvor hastighedsgrænsen er 80 kilometer i timen.

Det er signifikant højere end blandt bilisterne, hvor 15 procent gør det.

»De erhvervsdrivende i varebiler gør et stort arbejde for at holde Danmark kørende. Desværre går det for ofte for stærkt, og varebilerne er da også overrepræsenterede i personskadeulykker. De er nemlig part i fem procent af ulykkerne, men involveret i 15 procent af personskaderne. Derfor er det afgørende, at virksomhederne tager ansvar og indretter arbejdet sådan, at færdselsreglerne bliver overholdt, og tager trafiksikkerheden alvorligt i hverdagen,« siger Jakob Bøving Arendt, direktør i Rådet for Sikker Trafik.

For høj fart øger risikoen for alvorlige ulykker markant. Samtidig er det hver tredje, som svarer, at biler med for høj fart i deres nærområde skaber utryghed.

Det viser en undersøgelse fra 2024, som er foretaget for Rådet for Sikker Trafik.

»Som forsikringsbranche er tryghed og sikkerhed for vores kunder en kerneværdi, så vi opfordrer til, at man i virksomhederne gør alt, hvad man kan, for at chaufførerne kører hensynsfuldt og følger færdselsloven,« siger Pia Holm Steffensen, underdirektør i F&P, der er en brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaber.