Udbygning af motorvej har været en kæmpe gevinst: Så meget tid sparer bilisterne
Ifølge Vejdirektoratet har udbygningen af motorvejen mellem Skanderborg og Aarhus været en ubetinget succes.
Det har været meget mere gavnligt for samfundet end forventet, at man i 2018 udbyggede motorvejen mellem Skanderborg og Aarhus fra fire til seks spor.
Det viser en evaluering, som Vejdirektoratet har lavet af en lang række store infrastrukturprojekter.
Evalueringen viser, at den samfundsøkonomiske nettogevinst ikke bare er stor, men også større end det, der oprindeligt blev beregnet, fordi trafikanterne kommer hurtigere frem end først antaget.
For projektet på Østjyske Motorvej har bilisterne sparet gennemsnitligt cirka fire minutter i myldretiden, og det betyder, at det samlet har givet en besparelse på ca. 132.000 timer årligt.
Samtidig er den parallelle trafikvej gennem Skanderborg by blevet aflastet for over 2.000 køretøjer dagligt, ligesom Århusvej i Hørning oplever langt færre biler.
Desuden kostede anlægsarbejdet 27 pct. mindre end budgetteret svarende til 141 millioner kroner.
»Når vi udvider og bygger nye veje har det stor betydning for de daglige brugere, der nemmere og hurtigere kan komme frem. Med Vejdirektoratets evalueringer bliver det tydeligt, at vejprojekterne ikke kun er gode for den enkelte bilist, men for os alle sammen, og gevinsterne for samfundet er højere end ventet,« siger transportminister Thomas Danielsen (V).
Udbygningen havde, da beslutningen blev taget, en samfundsøkonomisk intern rente på 8,7 pct., men den viser sig nu at være endt på 11,8 pct..
Den interne rente viser, hvor stor forrentning samfundet får af investeringen i projektet. Er den interne rente større end ca. 3,2 procent, betragtes et projekt som en god investering.