Rune Langhoff har genoplivet Bollegård: »Det føles som om, jeg skulle ende her«

Der er grønt langs Voer Færgevej. Grønt og fladt.

Og så passerer man en stribe buske og en gruppe træer, der hvor vejen slår et døsigt sving mod venstre, og pludselig bliver udsigten høj og hvid derinde mellem de sommerklædte grene.

Det er Enkesædet Bollegård, der - selv om vi er i herregårdslandskab - troner uventet og temmelig majestætisk op over det landbrugskultiverede område.

Der er kugler og krudtrøg i luften, for tæt ved ligger Hevring Skydeterræn, men der er også sandstrand og havsalt med beliggenheden tæt ved Kattegat.

Her bor Rune Langhoff, og han kommer ud ad døren som en jovial modsætning til det imposante hus iført et stort smil og t-shirt og skjorte og jeans. Og strømpefødder.

Og som noget af det første fortæller han om den mærkværdige oplevelse i at stå i et hus med to faldstammer og fire brønde, når den tidligere bolig var en to-værelses i København.

»Der bliver jo bare ved med at dukke brønde op her,« konstaterer han.

Djurslands Louisiana

Vi er her egentlig i anledning af, at Rune Langhoff har genoplivet Bollegård som ”Djurslands Louisiana” med en kunstudstilling i pinsen i det mere end 500 kvadratmeter store gods-lignende hus og en henvisning til kunstmuseet i Humlebæk.

Bollegård fik tilnavnet i 70’erne, da der i en årrække blev holdt kunstudstillinger på stedet.

Arrangementet i pinsen var Rune Langhoff på forhånd var meget spændt på udkommet af.
På bagkant er begejstringen dog svær at holde nede med over 500 besøgende på de to dage, og derfor er det formentlig ikke sidste gang, Bollegårds døre åbnes i en lignende anledning.

»Vi vidste ærlig talt ikke, om der ville være interesse for det, så det var meget overvældende at opleve, hvordan det nærmest blev et tilløbsstykke. Jeg tror derfor ikke, det er sidste gang, vi giver os i kast med den type arrangementer,« siger Rune Langhoff.

»Der var stor interesse for kunsten, men også for husets historie, som mange af gæsterne havde en personlig anekdote at fortælle om, fordi stedet igennem så mange år har været rammen om forskellige arrangementer. Så det giver helt klart mod på mere,« uddyber han.

Forbundet med huset

Men den netop overståede kunstudstilling var også anledningen til at få et kig ind bag den hvide facade og en status på det markante hus, efter Rune Langhoff i foråret 2021 købte huset af Birgit Nørgaard, som drev bed & breakfast og udlejning af konferencelokaler på Bollegård.

Rune Langhoff har nemlig også en særlig historie med stedet.
Birgit Nørgaard var således hans lærer i folkeskolen i Langå, hvor han voksede op, men allerede længe inden hun overtog huset, havde Rune Langhoff fået en forbindelse til Bollegård, da han som ung deltog i en familiefest i huset og blev dybt betaget af det.

På grund af historikken føltes skridtet måske derfor knap så stort, da han i føromtalte lejlighed i hovedstaden opdagede, at Birgit Nørgaard havde sat Bollegård til salg.

»Det var jo lige efter coronaen, hvor mange tog tilværelsen op til overvejelse, og jeg havde også bare lyst til at prøve noget andet. Ud i naturen og ud på landet. Jeg tog ud og kiggede på det sammen med nogle venner, og jeg tænkte, at det er alligevel utroligt, man kan få det her til samme pris som en to-værelses i København. Og så gjorde jeg det. Jeg er superglad for det, selv om det i starten måske ikke var helt velovervejet,« noterer Rune Langhoff og vender tilbage til de mange faldstammer og brønde, han har skullet sætte sig ind i.

Plads til fordybelse

Indenfor viser det sig hurtigt, at han er faldet godt til uden for Hevring.

Samtlige vægge er dækket med kunst og popkulturelle referencer, og der falder masser af lys ind igennem de store vinduespartier i det over 100 år gamle hus.

Til daglig bor Rune Langhoff alene sammen med sin hund Sif, men det er egentlig ganske sjældent, det blot er de to i huset, fortæller han, mens vi stiger op ad de gamle trapper mod de øverste etager.

Rune Langhoff ejer selv huset, men det var sammen med en gruppe venner, han i 2021 overtog det.

De bor forskellige steder i landet og bruger i dag huset som et slags sommerhus, hvor de har indrettet deres egne boligafdelinger i kælderetagen.

På de øverste etager er der indrettet ferielejligheder- og værelser og refugieværelser, som er blevet et yndet arbejdssted for folk, der har brug for at fordybe sig i et projekt.

»De bliver brugt rigtig meget. Der er både professorer og phd-studerende, der kommer her en uge eller to og skriver på deres projekter. Og en præst som skriver på sin prædiken og en, der sidder og skriver på et teaterstykke. Jeg oplever, at folk elsker at sidde her og arbejde og fordybe sig, og det kan jeg jo egentlig godt forstå, for der er en særlig ro,« fortæller Rune Langhoff.

Et hus med liv

Dørene i det store gamle hus åbnes også for bryllupper, konfirmationer eller andre store eller små livsbegivenheder.

I Rune Langhoffs stue hænger en collage, som en fotograf-ven har skabt.
Det er billeder af huset, klippet op og sat sammen til et nyt billede af livet på Bollegård, og måske er det netop dét, der kendetegner stedet. At det er en sammensætning af nye og gamle spor af mennesker og minder.

»Der er mange, der kommer og fortæller, at de har været til konfirmation her eller selv holdt en fest. Det er der nok ikke så mange, der bor i et parcelhus, der oplever,« konstaterer Rune Langhoff med et grin.

»Og på den måde har det en stor historie og værdi for lokalområdet, så det føles rigtigt at blive ved med at holde det åbent på den her måde,« siger han.

Skæbnebestemt?

Ude i haven kæmper han en stille kamp mod næsvise muldvarpe. Det er også herude, hans store passion med den stadig spæde og spirende drøm om at have sin egen lille frugtplantage ligger.

Hans egen opvækst i Langå var også på ejendom med masser af natur og have omkring sig. Derfor var det også særligt ønsket om en stor have, der for fire år siden trak i ham. Og så fulgte der jo et stort hus med, som han tørt konstaterer.

På den vis kan det næsten føles som om, det var forudbestemt, at Enkesædet Bollegård og Rune Langhoff en dag igen skulle finde hinanden.

»Jeg tror jo meget på den fri vilje, men det føles nogle gange som om, at jeg bare skulle ende her. Som om det står skrevet et eller andet sted, og det føles jo faktisk rigtig dejligt,« siger Rune Langhoff.

Hvis du i øvrigt lige nu sidder og funderer lidt over det finurlige navn, så stammer Enkesædet Bollegårds navn formentlig fra beliggenheden nær et bolværk, da det blev bygget i 1920.

Den lidt mere lystige forklaring er, at Bollegård skulle have fået navnet, fordi den daværende godsejer på Hevringholms elskerinde var indlogeret her.