Spillet halter og økonomien sejler. Det efterlader ét spørgsmål

Prisen på AGF’s nye stadion nærmer sig milliarden!

Selvfølgelig vil den aarhusianske traditionsklub gerne spille på et sådant anlæg, hvor især sponsorerne, der bidrager til festen, vil blive forkælet med god mad, lækre sæder og den bedste udsigt over banen. Andre får fordel af at komme tættere på holdene, så de fornemmer spillet, spændingen og stemningen, men i øvrigt henvises til stadionplatten i pølseboden.

Kommunen opfører Kongelunden, hvor brylluppet skal stå med de generøse sponsorer. Indtil økonomien fik lov at løbe løbsk, var der styr på udgifterne i Kongelundens sekretariat. Det er snart længe siden. Og i dag er spørgsmålet, om det ikke lige er i overkanten at spendere en milliard for at slippe af med nogle løbebaner? Især i betragtning af at aarhusianere har klaret sig bedst internationalt på netop de samme løbebaner.

Mens arbejdet på denne artikel stod på, deltog AGF i slutspillet om mesterskabet og ydede med syv nederlag i træk sin dårligste præstation siden 1968! Det var lige så jammerligt, som det var flovt, og et kættersk spørgsmål trænger sig på:

Er et 1. divisionshold overhovedet værdigt til at spille på et stadion til en milliard? Det må vise sig.

Den ungarske troldmand Ferenc Puskas, der spillede for Real Madrid i 1950’erne, har sagt: »i fodbold har man brug for en stor musiker, der kan spille på flyglet og andre til at bære det for ham.«

AGF havde kun flyttemænd på banen mod Brøndby, og i slutspillet blegnede AGF’s spillere selv i de hvide trøjer. Vel var holdet hæmmet af skader, men spillerne begik så mange fejl og traf så håbløse beslutninger, at det var svært at se, at de fortjente løn for indsatsen.

Kolossal indflydelse

Samtidig var der under træningen kontroverser mellem spillerne, men det er på banen, de sammen skal slås – og ikke med hinanden.

Hvis de tusinder af tilskuere, som stadig mødte op, græmmede sig, forstår man dem, og der var få, der havde noget at være stolte over. En fodboldklub har kolossal betydning både positivt og negativt i det samfund, den er en del af. Holdet kan skabe forventning, glæde og sammenhold – akkurat som AGF præsterede ved starten på den netop afviklede sæson. En række sejre betød, at der lokalt blev hvisket om en god placering. Måske bedre end bronzemedaljer.

Hvad succes i fodbold betyder for et samfund, kan opleves i en fremragende dokumentar på streamingkanalen Disney+: ”Welcome to Wrexham”. I 2020 blev fodboldklubben Wrexham købt af den amerikanske skuespiller Rob McElhenney og hans canadiske kollega Ryan Reynolds. Wrexham havde i 14 sæsoner forgæves forsøgt at rykke op fra sumpen i National League uden for det professionelle ligasystem i Storbritannien.

En by og et hold

Rob McElhenney stammer fra Philadelphia, og da Eagles i 2018 vandt årets største kamp – Super Bowl – over New England Patriots, erfarede han, hvad en sportslig triumf kan gøre ved en by. Succes her løfter på magisk vis et bysamfund. I Philadelphia, Wrexham eller Aarhus.

De to skuespillere var fascineret af britisk fodbold, fordi holdene kunne rykke op og ned, men det var afgørende for dem, at holdet og deres investering forblev en del af det lokale samfund. Der var brug for investeringer, for det nordlige Wales, der var stagneret i årevis. Rob og Ryans ankomst forvandlede byen, og med dem som bagmænd havnede den tidligere så ubetydelige klub ret hurtigt på verdenskortet. Selv kong Charles aflagde besøg i Wrexham. Det samme gjorde kronprins William. Den gamle mineby, hvor kulminerne for længst er lukket ligesom de fleste af byens forretninger, er så småt vågnet til live.

Området præges fortsat af en tragisk ulykke i Gresford ved Wrexham lørdag den 22. september 1934, da minen eksploderede, og 261 arbejdere mistede livet. Hvert år mindes ofrene på hjemmebanen The Racecourse Ground, navngivet efter en gammel væddeløbsbane på stedet.

Jackpot for Wrexham

Der var gevinst for byen, da de to skuespillere fandt på at investere et par millioner pund i Wrexham, fik købt et par spillere, ansat en ny træner og indledt en optur, der var drevet af begejstring.

Man kan selv følge Wrexhams opstigning fra National League i ”Welcome to Wrexham”. Holdet spiller i den kommende sæson i Storbritanniens næstbedste række, Championship, efter fire oprykninger på fem år. Værdien af klubben vurderes i dag til flere hundrede millioner pund. Den har også hjulpet på mange amerikaneres vidensniveau: Wales er faktisk også et land og ikke kun store, søde dyr i havet.

Det er interessant, at klubben selv rejste penge til en genopbygning af en tribune på The Racecourse Ground, som for år tilbage forfaldt og blev revet ned af sikkerhedsgrunde.

Der var akut mangel på tilskuerpladser, for folk kom rejsende langvejs fra for at opleve holdet. Man kommer ikke udenom, at Aarhus Stadion er et navnkundigt sted i byen. Men hvor tit har Stadion Allé ikke i nyere tid mindet om Sukkenes Allé, når AGF’s spillere endnu en gang har optrådt som sadister og pryglet masochisterne på tribunerne.

For hvad handler fodbold egentlig om?

»At vinde er ikke det vigtigste. Det er det eneste, der betyder noget,« sagde Alex Ferguson, som i 2002 sendte Manchester United med alle stjernerne på banen i Aarhus til en 5-0 sejr i en venskabskamp mod FC Aarhus. 20.000 så på.

Den aften så man også en god modstander, og der har været mange oplevelser for enden af Stadion Allé. Undertegnede kunne lige akkurat kigge over rækværket rundt om banen, da AGF i 1955 for første gang blev dansk mester. Jeg stod der også, da Benfica med Eusebio på holdet udspillede hjemmeholdet i Europa Cup’en for mesterhold og vandt 4-1 i 1961. I 1986 blev AGF for femte gang mestre, men Brøndbys målmand Mogens Krogh forhindrede da capo og et sjette mesterskab i 1996 med sin udligning til 3-3. I 1992 balancerede mange af de 20.000 tilskuere på regulære jordbunker på den anden side af løbebanerne og fulgte pokalfinalen mod B. 1903, der blev slået 3-0.

»Sejer til GF og nej til unijonen,« stod der på et af de skilte, som unge, der for ikke længe siden havde forladt folkeskolen, gik rundt med op til kampen. Ikke én gang ødelagde løbebanerne stemningen, selv om forholdene i mange år var ret primitive.

Stadion i 105 år

Aarhus Stadion blev indviet Grundlovsdag for 105 år siden i overværelse af kong Christian X og dronning Alexandrine. At stadion blev til noget skyldes i høj grad den indsats, som direktør Fr. Lausen fra Aarhus Oliefabrik ydede. Fr. Lausen var også formand for AGF og tog politikere med på studieture til idrætsanlæg i blandt andet Sverige og på Sjælland. 1. juli 1918 indledte man arbejdet på anlægget, der var tegnet af arkitekt Axel Høeg-Hansen og foruden fodboldbane bestod af indgangsparti og to haller. Bag fodboldbanen græssede der fortsat køer.

Den ene hal blev i 1943 saboteret, fordi tyskerne brugte den som magasin. Stadionanlægget blev bygget om og moderniseret flere gange i årene efter Besættelsen, og i den forbindelse er Kongelunden et vildt projekt. Det er også en vision, der næppe er milliarden værd.

Borgmester Jacob Bundsgaard gik i lidt for store sko, da han engagerede sig i det nye stadion, og hvis Thorkild Simonsen ellers fysisk havde været på toppen, var borgmesteren utvivlsomt blevet talt fra det. Det siger noget om borgmester Bundsgaards forhold til kommunale midler, at han blot 13 år efter, at Aarhus Stadion i perioden 1999-2001 var ombygget og moderniseret for en kvart milliard, begyndte at arbejde for endnu et nyt stadion.

Thorkild Simonsen var en lokal kæmpe. Som borgmester bidrog han om nogen både til at forandre byen og sikre kontinuitet. Han havde utallige tillidshverv og var også omtalt som ”Thorkild Tusindben”.

Thorkild Simonsen og hans kommunaldirektør Poul Erik Jensen var nøjeregnende med kommunens midler, og det var ikke på mode i deres tid med chancesejladser. Thorkild Simonsen var en formidabel forhandler, og han tænkte sig om i lang tid, før han godkendte store bevillinger. Som rådmand sikrede han efter langvarige og grundige forhandlinger flertal for opførelse af Musikhuset, som kostede over 100 mio. kr.

Styr på økonomien

En anden af hans store beslutninger var vedtagelsen af det såkaldte terningenotat, der omfattede tre store projekter: byggeri af kunstmuseet Aros, opførelse af Arenaen, den store idrætshal ved stadion og renoveringen af Aarhus Stadion.

Det krævede mange og svære forhandlinger, for der var tale om betydelige kommunale udgifter.

Som borgmester kunne han også skjule sin begejstring, når det handlede om tempoet i forbindelse med frilægningen af åen. Borgmesteren frygtede, at udgifterne risikerede at løbe løbsk, ligesom frilægningen kunne skade forretningslivet langs Åboulevarden. I Thorkild Simonsens tid var der aldrig blevet brugt en milliard på et stadion. Aldrig! For ham var det ikke så mange penge værd at fjerne løbebanerne, så publikum kom tættere på spillerne. Det handlede om helheder, ikke enkeltinteresser. Simonsen, der var borgmester fra 1982-1997, inden han blev indenrigsminister.

Undertegnede overværede i 2001 på det nye ombyggede stadion en kamp mellem AGF og FCK. Her brillerede Zuma, da han scorede et utroligt mål. Han driblede forbi AGF’s forsvar – målmanden inklusive – og trillede bolden i mål. Den gamle landsholdskæmpe Henning Enoksen, der var på besøg, var vildt imponeret over den sydafrikanske troldmand. Enoksen spillede en række sæsoner i AGF og var på det hold, der vandt sølv ved De Olympiske Lege i Rom i 1960.

Man kan ikke bebrejde Jacob Nielsen, AGF’s direktør, at han gerne vil sikre sin forretning de bedst mulige betingelser. Det er hans opgave.

Men politikerne skal tænke på helheden og opføre sig fornuftigt. Det glemte borgmesteren og blev til Jacob Tilbundsgaard. Det dyre byggeri og andre dårlige sager kostede ham borgmesterposten, da møgsagerne tårnede sig op.