Kampagne for kollektiv trafik fremkalder ustyrlig lyst til at tage bilen

»Flyt dig for fællesskabet,« står der på siden af letbanen og i busskure langs Randersvej, og man får trang til at brøle »I lige måde!«

Letbanen fylder på mange måder meget. I budgetter og i gadebilledet. Men det, der aktuelt fornyer frustrationerne, er en kampagne, som Midttrafik står bag i et samarbejde med Aarhus Universitetshospital, AUH Psykiatrien, VIA University College, SOSU Østjylland, Vestas, Incuba og NRGi. Mantraet er, at flere skal inkluderes i det kollektive transportfællesskab på vej til og fra Skejby.

Kampagnen skal »få flere til at pendle bæredygtigt sammen,« står der på hjemmesiden, og hvis kvalmegrænsen for holdningspleje ikke allerede er overskredet, kan man også læse dette nedladende budskab:

»Og når vi flytter os sammen, flytter vi også ved vores vaner og holdninger – og det hjælper på humøret! Så flyt dig for klimaet, for fremtiden, for fællesskabet.« Hvem har en spand?

At flytte sig for fællesskabet er ikke bare et omklamrende budskab. Det er et budskab i utakt med tiden, hvor enhver ellers opmuntres til at definere sin egen identitet, sin egen historie, sit eget køn og sin egen individuelle version af sandheden. Men åbenbart ikke sin transportform. Ellers må man flytte sig for ”fællesskabet”. Det er dog ikke kun derfor, at budskabet er så frastødende.

Det bør mødes med stærke forbehold, når offentlige myndigheder i et frit land på så klam en facon definerer, hvad der er gode gerninger, og hvor det ”rigtige fællesskab” formes for de frelste. Vel er det angstfremkaldende at føle sig uden for fællesskabet, men endnu mere klaustrofobisk at føle sig tvunget over i et konstrueret fællesskab defineret af ”det offentlige”.

Den overgearede selvgodhed lugter også af ringeagt og udskamning af dem, der er i stand til at træffe selvstændige valg – og i øvrigt selv afgøre, hvad der løfter humøret.

Der kan være mange gode grunde til at tage letbanen; ja, jo flere passagerer, jo mere mening giver den på trods. Hvis der er noget, der ikke kan drive mig over i den kollektive trafik, når cyklen eller standhaftigheden ikke rækker, så er det et tvangspådraget fællesskab. Det må være det samme som at finde sig selv til DHL Stafetten.

Giv mig og alle andre fordele ved at bruge busser og letbane. Et bedre klima kan sagtens være en af dem. Men fri os fra nedladende budskaber, der reducerer borgeren til en lille brik i det store såkaldte fællesskab, og ikke det grundlag, der gør det muligt. At komme frem i denne by er i forvejen en udfordring. Skinnebåret sindelagskontrol hjælper ikke, for den slags må være frastødende for enhver, der hylder det frie valg og træffer individuelle beslutninger på et rationelt grundlag – ikke for at være en del af et omklamrende fællesskab, som det offentlige definerer.