Nyt grønt byrum på vej i Tøjhushavekvarteret
Fem initiativer i Randers Kommune modtager midler til at bringe naturen tættere på borgerne.
Fem lokale projekter har fået del i 23 millioner kroner, som Friluftsrådet netop har uddelt fra puljen Udlodningsmidler til Friluftsliv.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
De 23 millioner kroner er øremærket til at gøre friluftslivet lettere tilgængeligt for flere. I alt har 172 forskellige initiativer fået støtte. Friluftsrådet har i alt modtaget 369 ansøgninger, og cirka 68 procent af de bevilligede midler gives til foreninger og organisationer.
Udlodningsmidler til Friluftsliv er en del af overskuddet i Danske Lotteri Spil og Det Danske Klasselotteri.
»Jeg er enormt glad for den store mangfoldighed i både ansøgere og projekter. Her er initiativer, der udvikler friluftsliv for enhver smag, og både de små foreninger, lokale institutioner og landsdækkende organisationer er repræsenteret. Forhåbentlig vil de støttede projekter medvirke til at åbne naturen for både nye målgrupper og dem, der i forvejen dyrker friluftsliv,« siger Dorthe Mølvig, der er forperson for Friluftsrådet, i pressemeddelelsen.
De lokale projekter
Som sagt er der fem projekter i Randers Kommune, der har fået støtte fra Friluftsrådet.
Børnehaven Tirsdalen, Børnehaven Orkestervej og Børnehuset Toftegaarden har alle fået støtte til indkøb af el-ladcykler og cykelhjelme. De skal bruges til at give børnene flere ture ud i naturen - blandt andet i skoven og ved fjorden.
På Trekløverskolens afdeling på Støvringgårdvej kan eleverne se frem til etableringen af en skolehave. Den skal ligge på en ubenyttet boldbane. Derudover har skolen også fået penge til udstyr, som skal gøre udeundervisningen ved vandet bedre.
Det største lokale tilskud er givet til Tøjhushavekvarterets Venner. De vil gerne etablere et bynært, grønt samlingssted, der skal ”understøtte friluftsaktiviteter og fremme biodiversitet”. Drømmen er blandt andet at opstille højbede, borde og bænke, en bålplads og at plante frugttræer.
Landsdækkende projekter
Udover de fem helt lokale projekter er der også givet støtte til fire nationale udviklingsprojekter, som udvikler friluftslivet for forskellige målgrupper på landsdækkende niveau.
Eksempelvis har foreningen Go Zebra fået 384.000 kroner til et pilotprojekt, der skal udvikle et læringsforløb for mellemtrinnet (4. til 6. klasse), hvor elever oplever fremtidsscenarier, udvikler egne idéer og bygger prototyper med naturens materialer. Projektet skal på sigt give lærere og pædagoger nye metoder og inspiration til, hvordan naturen kan inddrages som et kreativt læringsrum på tværs af fag, og styrke børns forståelse af og tilknytning til naturen.
»Vi glæder os rigtigt meget til at bidrage til at løfte opgaven med at få flere børn ud i naturen. Med vores projekt har vi særligt fokus på dem, der normalt ikke kommer så meget ud. Dem vil vi inspirere gennem fremtidsscenarier og sanselige oplevelser, man får i naturen,« siger direktøren for Go Zebra, Lea Matthei Jensen.
ADHD-foreningen har fået 326.400 kroner til udvikling af fritidstilbud med friluftsaktiviteter for børn med ADHD i alderen 7-12 år. Målet er at opstarte ti friluftsgrupper rundt omkring i landet.
»Projektet har til formål at få flere børn med ADHD til at bruge naturen og være aktive udenfor. Dette formål har vi, fordi vi har en tro på, at naturen kan være et godt redskab til at øge børnenes mentale sundhed. Ophold og aktiviteter i naturen virker beroligende, styrker humøret og er gavnlig for udviklingen af børns kognitive evner,« siger Tina Vaarning, der er sekretariatschef i ADHD-foreningen.