Fond donerer millioner til oplevelsesrute i Kongelunden
"Kongeruten" bliver realiseret ved hjælp af en donation fra Salling Fondene.
En cirka fem kilometer lang oplevelsesrute kaldet ”Kongeruten” har været ét af de vigtigste greb i planerne for Kongelunden.
Mange af de ønskede elementer i det kæmpestore rekreative område har dog været udfordret af store budgetoverskridelser forbundet med stadionbyggeriet og byggeriet af et atletikstadion.
Som så mange gange før kommer Aarhus’ store velgører, Salling Fondene, dog nu med en hjælpende hånd i form af 9,3 millioner kroner til projektet.
Sammen med Aarhus Kommunes bidrag på i alt 19 millioner kroner betyder det, at ”Kongeruten” kan realiseres, fremgår det af en pressemeddelelse.
»”Kongeruten” er et fantastisk eksempel på, hvordan vi kan bringe mennesker tættere på naturen og fremme både fysisk og mental sundhed. Vi er glade for at kunne bidrage til realiseringen af dette projekt, som vil give aarhusianerne og byens gæster en unik mulighed for at opleve områdets naturskønhed og historie,« siger Jens Bjerg Sørensen, bestyrelsesformand i Købmand Herman Sallings Fond.
Ruten bliver en såkaldt oplevelsesrute for gående og motionister ad naturstier, som Kongelundens steder og attraktioner sammen.
”Kongeruten” planlægges udført i etaper fra efteråret 2025.