12-årig kartoffelavler: Hvis der mangler kartofler i kassen, så ring – bare ikke i skoletiden
Meget ung entreprenør har sin egen vejbod med nye kartofler og klarer det hele selv.
Når 12-årige Vilmer Lykke Hvid kommer hjem fra skole, går han ud og graver kartofler op på en mark bag familiens hjem i landsbyen Haar lige nord for Hinnerup.
Kartoflerne er helt hans egne. Han har selv plantet dem, og han graver dem løbende op, så der hele tiden er friske nye kartofler i hans kartoffelbod ude på vejen, hvor man kan købe en pose for 20 kroner.
Vilmer understreger, at han meget snart bliver 13, men han er altså stadigvæk kun 12 år og er trods sin unge alder i gang med sin tredje sæson som kartoffel-avler og -sælger.
»Der har kun været meget få dårlige kartofler i år, som jeg har pillet fra. De bliver bedre og bedre for hvert år. Jeg er blevet bedre til at finde ud af, hvor jeg skal grave og sætte dem,« fortæller den unge kartoffelavler.
Hjælp fra naboer
Vilmer kom i gang med sin hobby/forretning med hjælp fra en nabo, der har landbrugsmaskiner og spurgte, om hans unge nabo ville være med til at plante kartofler. Det ville Vilmer gerne, og de spirende kartoffelavlere fik lov at sætte kartofler på en anden nabos mark.
Kartoffel-projektet er efterhånden blevet mere eller mindre Vilmers eget værk. Han får nogle gange lidt hjælp fra venner eller familie til at grave kartoflerne, men ellers er det den 12-årige entreprenør, der står for det hele, fortæller hans mor, Mia Lykke Hvid.
Han må dog låne hendes telefonnummer til at tage imod betaling på Mobile Pay, og moren var også lidt med på sidelinjen, da han i år byggede en helt ny overdækket bod til sin vejbutik.
»Jeg byggede den nye bod i nogle weekender med hjælp fra min mor, der fortalte, hvad jeg skulle gøre.«
Ros og drikkepenge
Vilmer har lige åbnet for årets salg af friskopgravede kartofler. Dagen efter åbningsdagen var en af de allerbedste dage, hvor han solgte hele 23 poser. I begyndelsen af sæsonen er der mange små kartofler og lidt mindre i poserne end senere på sommeren, hvor der kommer flere og større kartofler.
Og kunderne? De er tilsyneladende mere end tilfredse med, hvad de køber i den lille bod på Haarvej.
»Jeg har fået mange positive kommentarer og ikke en eneste klage. Der er også nogle, der giver mig lidt ekstra penge.«
En anden bemærkelsesværdig ting er, at der overhovedet ikke er svind i vejboden, selvom der er høflig selvbetjening og betaling med enten Mobile Pay eller kontanter.
»Alle har givet beløbet, og der er aldrig blevet taget noget.«
Vil være landmand
Vilmer kan godt lide at have noget at lave hele tiden, og så gør det da heller ikke noget, at hans hobbyprojekt kaster lidt af sig.
»Jeg har lige købt en ny telefon for kartoffelpengene, og jeg skal også have en ny computer i 7. klasse,« fortæller Vilmer, der går i 6. klasse på Haldum-Hinnerup Skolen og har en plan for fremtiden.
»Jeg vil gerne være landmand, når jeg bliver stor. Det er sjovt at arbejde med maskiner og afgrøder.«
Nye produkter
Indtil videre har det kun været kartofler, som Vilmer har solgt fra sin vejbod i Haar. Han går dog ikke i vejen for en god handel og byttede nogle kartofler for nogle bundter rabarber, som han hurtigt fik solgt fra standen, der meget vel kan blive udvide med nye produkter i år eller næste år.
Den måske kommende landmand har i år også plantet gulerødder, radiser, rødbeder, oregano, basilikum og græskar.
»Hvis det bliver godt, vil jeg også sælge det.«