Kanonerne brager – fejring af Treårskrigen med fest og musik
Kanonerne affyres 12. juni i Byparken til minde om en afgørende begivenhed i Danmarkshistorien.
Torsdag 12. juni gennemføres årets saluteringsarrangement i Rønde Bypark.
I år sker det i samarbejde med arbejdsgruppen bag Rønde Ny Bypark. Det bliver en festlig aften.
Fra klokken 16.30 indvies det nye Madpakkehus med taler, musik og lidt godt til ganen.
Klokken 18.00 går alle til Byparkens kanoner, hvor der vil være fællessang med musikledsagelse, inden kanonerne affyres som afslutning på arrangementet.
Historien bag kanonerne
Rønde og Mols-landet rummer en enestående historie, som de færreste kender til. I 1849 udgjorde Rønde og Røndebakken en stærk forsvarsstilling, »Kalø-stillingen«, der beskyttede troppebevægelser over Mols til Dragsmur.
Denne stilling var vital for slaget ved Fredericia 6. juli og dermed for udfaldet af Treårskrigen.
Jacob Salvig, initiativtager til arrangementet og con amore-ekspert på treårskrigen, forklarer: »Forsvarsstillingen var en utrolig vigtig del af det slag, Danmark vandt i 1849 ved Fredericia. Uden ’Kalø-stillingen’ og den smarte krigslist, hvor man fik halveret antallet af belejrende tropper ved Fredericia, havde man givetvis ikke vundet slaget.«
Betydningen af slaget
Salvig er enige med dem, der hævder, at Slaget ved Fredericia i 1849 blev afgørende for det Danmark, vi har i dag. De danske værdier, der har formet os som danskere, udviklede sig med baggrund i krigsaktiviteterne i 1849 – sproget, flaget, fællesskabet Norden, den demokratiske samfundsudvikling, synet på mindretallets ret, kvindernes ligeberettigelse og den folkelige selvbestemmelse.
Beboerne i Strandparken i Rønde er nærmeste naboer til Hestehavevejen og til Følle Bund, hvor de næsten dagligt hører hovslag og hestevrinsken.
Og hver gang tænker de, om det monstro er General Rye, der med sine tropper (6.000 mand og 1.400 heste) er på sin fremmarch mod Helgenæs for at skulle skibes ud til først Bogense og siden Fredericia for at deltage i det stort planlagte slag 6. juli 1849 tidligt om morgenen – sammen med General Bülow og General de Meza og deres tropper.
Det er det af gode grunde ikke. Men General Rye red der – på Hestehavevejen – med sine tropper – dengang i 1849. Han var på en meget vigtig mission. Han skulle forsøge at trække så mange tyske tropper (fra den slesvig-holstenske hær) med op igennem Jylland og væk fra Fredericia.
De tyske tropper skulle tro, at General Rye marcherede mod Aalborg. Og det lykkedes som bekendt.
Tyskerne blev stoppet her ved Rønde-området, ved »Kalø-stillingen«, hvor General Rye med tropper benyttede lejligheden til at tage turen til Helgenæs for at blive skibet tilbage til fæstningsbyen ved Lillebælt. Dermed kom danskerne i overtal mod de tyske tropper ved Fredericia.
Den ufortalte historie
Jacob Salvig påpeger: »Den ufortalte Danmarkshistorie ved Rønde fortjener langt mere synlighed. Et væsentligt skridt på vejen var etableringen af kanonstillingen med originale granatkanoner på toppen af Rønde-bakken. Ved indvielsen af kanonerne i 2022 blev der afholdt et arrangement, som fik stor lokal opbakning og mange opfordringer om at gøre det til en årlig begivenhed.«