Fortsæt til indhold

10 år på bladet Lyngblomsten: Ellen Mortensen ser tilbage

I 41 år har plejehjemmet Lyngparken haft sit eget medlemsblad. De sidste 10 år har Ellen Mortensen spillet en central rolle

Samfund

På plejehjemmet Lyngparken i Knebel er der mange gode frivillige.

Én af dem er Ellen Mortensen, som jonglerer flere bolde med sin vanlige entusiasme, blandt andet medlemsbladet Lyngblomsten.

Sidste udgave er for nylig udkommet, og her kigger Ellen Mortensen, i anledning af sit eget 10-års jubilæum på redaktionen, tilbage på bladets historie, som begyndte for 41 år siden.

De 10 sidste år af bladets liv er blot en lille del af dets lange liv, og de år er der rimeligt styr på. Bladets første 30 år, derimod, kan jeg kun beskrive fra erindringen og fra gamle klip og ”lapper papir”, som jeg er stødt på i min færden i Lyngparken.

På en af disse gamle, udaterede lapper papir, som måske kunne være en form for pressemeddelelse, skrev Ellinor Sørensen, bosat i Lyngparken, ifølge Ellen Mortensen følgende om Lyngblomsten:

»Servicecentret Lyngparken ”barslede” i efteråret 84 med en avis – som senere fik navnet Lyngblomsten. Avisens redaktion består af såvel beboere, dagcenterklienter samt personale. Der bliver lagt vægt på et nuanceret, levende samt oplysende indhold. Avisens drift sikres økonomisk ved hjælp af pengegaver samt ved salg af Lyngblomsten (pris 5 kr.). På længere sigt håber vi at kunne investere i egne maskiner til trykning af avisen. Avisen har haft en stor terapeutisk virkning og har som aktivitet været meget meningsfuld.«

Og sådan er det vist stadig, for Ellen Mortensen fylder tre sider med beretningen om det lille blad.

Genopstandelse

Ellen Mortensen fortsætter:

»I 2011 fik jeg min gang i Lyngparken og blev en del af inventaret. Bente fra Dagcenter Mols, foreslog, at jeg abonnerede på Lyngblomsten for at støtte projektet. Lyngblomsten udkom dengang 5-6 gange årligt og kunne erhverves for 10 kr. pr. blad.

Bente havde en gruppe frivillige, som på ugentlige møder ”lavede avis”. Grethe Sørensen, Bent Knudsen og Karen Madsen var meget begejstrede, når de sammen med Bente gjorde et redaktionelt scoop. De havde konstant ”antennerne ude” efter artikler, nyheder fra lokalsamfundet, oplysende historier og artikler fra præsterne. Bladet indeholdt også information om kommende arrangementer, menuerne fra Køkken Syddjurs, vitser og gode råd.

I 2014 besluttede Syddjurs Kommune at lukke projektet, men året efter genopstod bladet, da fem damer, Birgit Stenz, Inge Sørensen, Søster Josiasen, Inga Bitsch og mig – alle fra postnummer 8420, kom på banen.

Tidligere leverandører af artikler kom på banen uden tøven. Redaktionen havde både en journalist, flere skribenter og en PC-superbruger. Takket være tidligere og nye annoncører samt gratis trykning på Lyngparkens fotokopimaskine, genopstod bladet.«

I maj 2025 har Lyngblomsten 110 abonnenter, et stort løssalg og 36 annoncører. Seneste udgave er på 36 sider med et bredt og læseværdigt indhold.

Selvom redaktionen i årenes løb er blevet reduceret på grund af sygdom og fraflytning, består den nu af tre personer: Søster Josiasen, Jan Schmidt og Ellen Mortensen, som afsluttende siger:

»Årene har været givende fyldt med dejlige oplevelser og kun få skrammer, men vi kunne godt bruge et par ekstra hænder.«

Tillykke med de 10 år og tillykke til Mols og Lyngparken med ildsjæle som Ellen Mortensen og alle som hende.