»Manden på bænken« er vores alles udfordring. Ingen tør stille spørgsmål ved velfærdssamfundets mastodont

Shu-bi-dua har et upåagtet nummer på et af bandets sidste albums, mens Michael Bundesen endnu var i den vokale forgrund, der hedder »Manden på bænken«.

Sangen skildrer en mand, der lever på gaden efter at have mistet alt til stress og livets pres.

Han ser på folk, der haster forbi, fanget i deres materialistiske jagt.

Tidligere havde han hus, kone, hund og job, men blev syg af det hektiske liv og mistede alt.

Nu lever han uden bekymringer for materielle ting, mens han ser samfundet skabe flere mennesker som ham, der knækker under presset.

Sangen kritiserer et samfund, hvor jagten på penge og status fører til menneskelig nedbrydning, fornedring og et stigende antal hjemløse og stiller spørgsmål ved værdien af et liv drevet af materialisme og stress.

Jeg mødte »manden« forleden, fik hjulpet ham på benene og hjem, og det gav anledning til at reflektere over, at der bag nedrullede gardiner i dit lokalmiljø bor mennesker, som er henvist til ensomhed og et sikkert kummerligt liv, hvor hverdagens eneste kys kommer fra Dronning Tuborgs bløde læber og et kram hører fortiden til.

I den nuværende regerings såkaldte regeringsgrundlag står der en masse godt om frivillighed og civilsamfundet, som skal have kronede dage.

Velfærdssamfundet kan der siges meget godt om. Det skal der ikke herske den mindste tvivl om, men velfærdssamfundet er blevet en mastodont, som ingen politiske partier stiller spørgsmålstegn ved. De er alle sovset ind i velfærdssamfundet. Senest har vi set det med den fuldtonede opbakning til, at det nu også er en kommunal serviceopgave at levere mad til skolebørn.

Politikerne ved, at det op til et kommunevalg vil være halsløs gerning at stille spørgsmålstegn ved »mere velfærd« og flere millioner til alt muligt.

Hjælper flere millioner »manden på bænken«? Det korte svar er nej.

Værdipolitik er ikke noget, der interesserer nutidens politikere. Jo, konservative messer lidt om familien i ny og næ uden at vide hvorfor.

Hvis værdipolitik virkelig fyldte noget, og der var vilje bag ord som frivillighed og civilsamfund, behøvede de samme politikere ikke at gå ret langt tilbage i danmarkshistorien. Til dengang, hvor landsbyerne havde deres storhedstid på andelsvilkår: fælles forsamlingshus, brugs, fælles frysehus, fælles vandværk og fælles hjælp i høstens tid, fordi et godt udkomme var altafgørende for hver familie.

Flød det over med mælk og honning? Nej, men man havde til dagen og vejen og var glade efter et godt dagværk.

Tillige havde man overskud og empati til også at rumme landsbyens sinke eller særling, og »manden på bænken« havde gode dage, for ham blev der taget kærlig hånd om uden omklamring eller buzzwords.

I dag er »manden på bænken« blevet til »mændene på bænken«.

Der er bare ikke et civilsamfund, der samler dem op, og politikernes millioner hjælper ikke en tøddel.

Derimod er det vores alles udfordring.