Gør klar til gigantfest: Lastbilterminal bliver rammen for landets største firmafejring
Hele 25.000 ansatte sætter 8. juni kurs mod Årslev i Aarhus.
”allin25” kalder Salling-koncerne årets firmafest, der bliver den største af slagsen.
Hele 25.000 ansatte - rekordmange - tropper søndag den 8. juni op til hovedkontoret i Aarhus.
Kollegaer fra Salling Groups butikker, storcentre, hovedkontorer, lagre og restauranter mødes, når den store lastbilterminal ved hovedkontoret i Årslev ved Aarhus ryddes til fordel for fest og farver.
De 25.000 Salling-ansatte kan se frem til en dag med fuld forplejning, underholdning og masser af livemusik, fortæller Salling Group i en pressemeddelelse.
»Jeg tør godt love alle mine kollegaer, at der venter en stor oplevelse på søndag, når vi alle samles til allin25, som er en unik mulighed for at møde kollegaer fra samme eller andre kæder og skabe nye relationer, og jeg glæder mig enormt meget til at hilse på rigtig mange og takke for indsatsen. Rammerne er bedre end nogensinde og deltagerantallet det samme. Det bliver stort,« siger Anders Hagh, administrerende direktør i Salling Group.
Det er en donation fra Salling Groups ejere, Salling Fondene, der har muliggjort den gigantiske firmafest.
Det er fjerde gang, at Danmarks største detailkoncern inviterer alle medarbejdere i Danmark til firmafest.
Senest i 2022 var over 20.000 medarbejdere fra Bilka, føtex, Netto, BR, Salling Stormagasiner, Starbucks, Carl’s Jr., hovedkontorer og lagre samlet til en festdag i Årslev.