»Det er fundamentet for min identitet – at jeg kan fortælle andre, hvem jeg er, og selv forstå det«
Hun altid elsket at danse. Og det har altid betydet meget for hende at kende sin egen historie. Derfor blev Bharatanatyam bindeleddet mellem hendes hobby og hendes rødder.
15. marts 2025 er en dag, som Jathusza Tharmaratnam aldrig glemmer. Det var nemlig kulminationen på seks års studier, intens træning og en livslang drøm.
Hun opførte nemlig sin arangetram – en debutperformance i dansearten Bharatanatyam (Sevviyal Nadana Naatyam).
»Der er så meget pres på. Du må ikke lave en eneste fejl, fordi musikke, jeg danser til, spilles live på scenen. Så hvis du lave en fejl, skal du maskere den hurtigt for at sikre, at helhedsindtrykket forbliver intakt. Jeg var meget nervøs. Jeg sov nærmest ikke en uge op til. Men da jeg kom på scenen, kunne jeg mærke, at det var det, jeg havde brændt for så længe, og jeg nød hvert et øjeblik,« siger hun.
Jathusza Tharmaratnam er tamil, og hendes arangetram blev holdt i byen Jaffna i det nordlige Sri Lanka, hvor hendes familie kommer fra.
En debut, der var all in
En arangetram er en stor begivenhed.
Det er her, en udøver går fra at være elev til at være en selvstændig artist. Typisk fremfører man seks-syv danse til en arangetram, men Jathusza Tharmaratnam valgte at gå all in. Hun dansede 12 danse, som var koreograferet af hendes undervisere fra akademiet Athma Academy of Dance. Dansene havde en varighed på i alt tre timer. Hele arangetram-arrangementet varede seks-syv timer.
»Jeg ville gerne vise, hvad jeg kan. Jeg vidste, jeg kunne mere. Jeg fik lov til at vise, hvad jeg kan, på den måde jeg altid har ønsket mig,« siger hun.
Til hendes arangetram var der inviteret 12 »særlige gæster«. Det er personer, der alle har en høj faglighed inden for Bharatanatyam. I pauserne mellem Jathusza Tharmaratnams danse gav de hende feedback.
»Det var en stor succes. Jeg dansede for så mange fagligheder, og jeg fik god feedback fra nogen, der virkelig har forstand på det. Det var det hele værd. Jeg opnåede det, jeg gerne ville,« fortæller hun og fortsætter:
»Det er et eksempel på, at du godt kan bevare dine rødder og kulturelle baggrund, selvom du er født og opvokset i et andet land.«
Som sagt er en arangetram en stor begivenhed. Til Jathusza Tharmaratnams arangetram kom der 500 gæster. Det er en åben begivenhed, så mange af dem, der var til stede, var ikke nogen, som hun kendte.
»Det er ikke alle, der ønsker en arangetram, og det er ikke alle, der har ressourcerne, men det har altid været en drøm for mig at holde arangetram - siden jeg var fire år, og jeg ikke rigtig forstod, hvad det var. Så jeg er bare så taknemmelig for min familie har støttet mig i min drøm,« siger hun og fortsætter:
»Vi var bekymrede for, hvor mange der ville komme, fordi der ikke rigtig er nogen, der kender mig der. Men der kom flere, end vi forventede, så vi fyldte det auditorium, vi havde lejet. Det er dejligt, at der er så mange, der ville bruge deres tid på at komme. Der blev endda skrevet om min arangetram i de lokale aviser.«
Det var Jathusza Tharmaratnams familie, der havde arrangeret hendes arangetram. Det gjorde de i samarbejde med den indiske organisation Kalaikkalam. Hun tilskriver selv en del af dagens succes til organisationen, der arbejder for at fremme kulturel identitet, talentudvikling og samfundsengagement blandt tamilere i hele verden.
En forening af to kulturer
26-årige Jathusza Tharmaratnam er født og opvokset i Randers. Hun har haft sin skolegang på Randers Realskole og siden på Randers Statsskole. I dag bor hun med sine forældre i Haslund lidt uden for Randers.
»Men min historie startede et andet sted. Mine forældre kommer fra Sri Lanka, men de var nødt til at flygte på grund af krig. At forstå deres rejse har givet mig en dybere forståelse af mig selv. De ofrede store dele af deres liv for at sikre, at deres børn og de kommende generationer kan vokse op i trygge rammer,« siger hun og fortsætter:
»Hvis ikke mine forældre var kommet til Danmark, så tør jeg ikke tænke på, hvor de var i dag.«
Hun fortæller, at hun aldrig har følt, at hun skulle vælge mellem at være dansk og at være tamil.
»Jeg synes, jeg har forenet det. Jeg har været meget heldig, for jeg har haft forstående og interesserede venner. Mine veninder ringer ved tamilske højtider og spørger, om vi ikke sætter stole frem til dem, fordi de gerne vil opleve vores traditioner, kultur og mad. Og så gør jeg det samme. Vi holder altid påskefrokost,« siger Jathusza Tharmaratnam og fortsætter:
»Danmark har givet mig et hjem. Danmark har min respekt og en stor plads i mit hjerte - men samtidig er jeg stolt tamiler. Jeg bærer begge dele med mig ligeværdigt. Det har aldrig været et problem, og det skal heller ikke være det.«
»Fundamentet for min identitet«
Jathusza Tharmaratnam har altid elsket at danse. Hun har danset Bharatanatyam, siden hun var helt lille. Men det var først, da hun i sit sabbatår efter gymnasiet var tre måneder i Indien, at hun fandt ud af, at det faktisk er et fag, man kan studere. Du kan få en diplomuddannelse, en kandidatgrad, en bachelor og en ph.d. i dansearten.
»Bharatanatyam er meget elegant brug af håndbevægelser og ansigtsudtryk til at fortælle en fortælling. Der er en del regler for, hvordan man bruger sine hænder, og hvad en bevægelse betyder. Det bruger man til at udtrykke en handling,« siger hun og fortsætter:
»Jeg har altid været meget interesseret i, hvem jeg er, og jeg har altid elsket at danse. Så Bharatanatyam er bindeleddet mellem min interesse og det at forstå mig selv.«
At kunne besvare spørgsmålet ”hvor kommer du fra?” har altid været en drivkraft for Jathusza Tharmaratnam.
»Det er fundamentet for min identitet - at jeg kan fortælle andre, hvem jeg er, og selv forstå det. Jeg kommer fra en rig kultur med mange traditioner og normer - jeg synes, det er unikt,« siger hun.
Hun taler derfor også flydende tamil - faktisk har hun studeret tamilsk litteratur, som hun har en diplomuddannelse i - og så lærte hun tidligt at spille veenai.
»Det er et traditionelt instrument, og det var min første milepæl i forhold til at forstå, hvem jeg er,« fortæller hun og fortsætter:
»Jeg valgte at studere tamil, fordi jeg gerne ville vide, hvorfor jeg snakker, som jeg gør, og hvorfor jeg er opdraget, som jeg er.«
Flyttede med mor til Indien
Da Jathusza Tharmaratnam fandt ud af, at man kan studere Bharatanatyam, meldte hun sig til undervisning på et akademi. Det er seks år siden.
»Før havde jeg ikke den teoretiske forståelse. Nu er det, som om puslespilsbrikkerne bare sætter sig sammen - de normer, værdier, kultur og traditioner, der ligger i Bharatanatyam. Jeg forstår, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Og der er en mening med, hvorfor jeg gør, som jeg gør,« fortæller hun.
En stor del af undervisningen har foregået online, da hun samtidig har læst på universitetet i Danmark. På trods af corona er det alligevel lykkedes hende at være i Indien fire gange på de sidste seks år.
Da Jathusza Tharmaratnam for godt et år siden blev færdig med sin kandidatgrad i it, kommunikation og organisation, valgte hun at have fuld fokus på Bharatanatyam og hendes arangetram. Derfor fik hun et studievisum til Indien, og sammen med sin mor flyttede hun ind i en lejlighed i byen Chennai i det sydøstlige Indien i otte måneder.
»Jeg havde fast undervisning mandag til fredag, og i weekenderne slappede jeg af og øvede. Min mor deltog i sine egne små kurser, så hun fik også tiden til at gå med sine personlige interesser. Hun begyndte også på en kandidatuddannelse i tamilsk,« siger hun og fortsætter:
»Når jeg er herhjemme, har jeg kun tamilsk tøj på, når jeg er til en tamilsk fest. Dernede så jeg tamilsk ud hver eneste dag.«
De næste skridt
Som sagt betyder den overståede arangetram, at Jathusza Tharmaratnam nu kan åbne sin egen danseskole og undervise. Og det er også planen - i hvert fald på sigt.
»Næste skridt er nok at tage en bachelor i Bharatanatyam. Så ved jeg også, at mine elever får en lærer, der er autoriseret og ved, hvad hun laver. Jeg vil gerne give det videre på den rigtige og oprindelige måde,« siger hun og fortsætter:
»Jeg vil gerne studere mere. Du bliver aldrig færdig med at lære inden for det felt.«
Som selvstændig artist er Jathusza Tharmaratnam allerede inviteret til at danse Bharatanatyam ved et stort arrangement i Sri Lanka senere på året.